Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
243
var også litt komisk, litt grundkomisk. Og så ho Petra som gjorde
sine børn selv, det var ikke alle kvindfolk som greide det, hihi!
Mattis går ikke netop hårdt ind på det, men han viser medynk
med den lemlæstede og later ord falde om at det var sørgelig så
livet det hadde faret åt med han. Eller var det kanske løgn alt-
sammen?
Oliver stod der med bøiet hode, han var i øieblikket forvildet
og visste vel ikke om han skulde nægte eller tilstå sit tilfælde.
Han gav efter, lot al kjækhet fare og sa: Nei det er nok ikke
løgn.
Ved dette svar syntes snedkeren pludselig lettet, ja som om en
hindring var ryddet avveien for ham personlig, hvad det nu
kunde være. Tænkte han i dette øieblik på noget helt privat?
Så sa han til Oliver: Jaja, stakkar, når at du var så ulyk-
kelig! Men nu vil jeg si dig ett: at ingen vet hvorledes det skal
gå nogen av os, vi står alle i skjæbnens hånd. Her den ene dagen
hadde barnet fåt fat i fyrstikker og lå og gjorde op varme i
høvlspånerne i verkstedet. Han kunde ha brændt sig op! Mattis
prater, han trøster Oliver, sier stakkar til ham og gjør hvad
han kan. Og fra det ene til det andre, fortæller han, så skal han
netop begynde å gjøre en seng til han Abel. Han kom idag og
bestilte den, han måtte ha den på fjorten dager.
Nå, sa Oliver, til han Abel?
Til han Abel. Han skulde forandre sig. Det var aldeles for-
underlig hvorledes at ungdommen den vokste fort op og blev
voksne like for øinene på os. Hvad skulde man si! Men ikke
nok med det så var tilårskomne folk likesåvel i skjæbnens hånd,
sa Mattis og pratet tøv hele tiden. Da ikke Oliver svarer sier
snedkeren bent ut: Med skam å bekjende så skal jeg nu selv
forandre mig.
Oliver har ævne til å slippe sine egne affærer og lytte til
andres, han spør overrasket: Du?
Ja du kan så spørre! Men nu skal det være stemplet, nikker
snedkeren. Hvad skulde jeg gjøre, vil du fortælle mig det? Ho
Maren vil ikke slippe gutten og jeg, min tosk, har nu vænnet
mig litt til han. Jeg har slet ikke vænnet mig så overhændig til
han, men når at et barn gjør op varme i høvlflisen så brænder
han op, det vet vi alle. Og der rusler han omkring mig hele
tiden, og om søndagene tar han mig i hånden at nu skal vi gå ut.
Det er en forunderlig fyr. Men ikke så at jeg ikke kan undvære
han, men ho Maren vil ikke bli av med han heller —
En lang regle igjen, og Oliver spør: Så er det ho Maren du tar?
Hvad skal jeg gjøre? svarer snedkeren. Ja det er ho Maren.
Men møærkelig nok, da Mattis snedker går bort syntes det ikke
18 — Hamsun: VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
