Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
98
ler, men byen blev ikke anderledes for det, byen var den lille
kravlende maurtuve, og da var vel dette et bevis for at selve
livet det gik sin gang på tross av alle teorier, kanske mest på
tross av de religiøse. Så det da ikke håpløst ut for to retfærdige
i den hele stad, hvad kom det av at de ikke sluttet sig til alle
de andre?
Postmesteren har kanske været ute for noget glædelig idag,
Gud vet det, men det kan godt hænde; han er ialfald i et vel-
signet humør. Det skulde ikke stort til for å opmuntre ham,
han var en nøisom mand, bare det at hans ældste søn tok styr-
mandseksamen for en tid siden og fik post straks gjorde farn
lykkelig som en nar. Var en slik styrmandspost så storartet! Han
er en dyp gut, sa postmesteren, de brever han skriver til os!
Jeg vet forresten ikke hvem som kan sies å være bedst av vore
børn, der er nu han som er på jordarbeide. Han får tilovers
av lønnen sin og sender søstrene sine til pene støvler. Det er
kar! Jeg tør ikke hilse i hånden på ham mere, han klemmer
mig fordærvet, haha, en bjørn. Og De skulde se ham løse op
en repknute, han har negler som en tang, men iblandt sætter
han tænderne i. Det står ikke på med slike tænder! — Scheldrup
er i Havre fremdeles?
Ja, svarer konsulen.
Jeg ser det på brevene, doktoren skrev til ham igår.
Skrev doktoren til ham?
Ja. Og Fia hvor hun er vakker, nei så vakker og høflig! Min
kone stod og så i vinduet på hende en dag og ropte også mig
til. Om forlatelse, De vilde si noget?
Nei det kan være.
Jeg gik en lang vei utover landet tidlig imorges, ja konsulen
har kjørt der til Deres landsted. De vet, med en gang går veien
ind i skogen, det er som slut på jorderike, hårdt ind i skogen,
en anden verden begynder, den er venligsindet og overordent-
lig, stappet med stilhet, men fuld av små lyde allikevel. Jeg steg
av veien for ikke å møte nogen og gik ved siden av, men så sat
det sandelig en mand langt inde. Han hadde set mig, så jeg
kunde ikke snu om, han sat og spilte på mundspil. Rar mand,
en arbeider, vagabond. Jeg talte med ham en lang stund. Han
var ikke videre opvakt, hans tale dreiet sig om mat og penger,
men han sat da her og spilte på mundspil, stakkaren. — Hvad
sitter du her for? spurte jeg. — Har jeg ikke lov til det? spurte
han tilbake. — Jo. — Ja hvad skjeller det så dig? svarte han. —
Nei. Men spil litt mere. — Hvad får jeg for det? spurte han. —
Nogen skillinger. Jeg er postmester her i byen og håndterer
mange. penger mellem år og dag, men de er ikke mine. — Å De
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
