Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ST
slotte og dömer, arkitektur, han blev aldrig færdig med å vælge
levebrød og havnet i postvæsenet. Nu tegnet han gudshus og
menneskehus i fristunder, det var han som hadde tegnet stor-
skolen i byen, den pene stenbygning med søiler som var synlig
fra langt ute i fjorden; han tok intet for arbeidet, men bystyret
- komplimenterte ham. Hans kone var ikke i nogen retning mis-
lykket, men ingen skjønhet, bare god og velsignet i sit hjem.
Hun var ældre end manden, men ikke så meget at det gjorde
noget. Blandt fremmede var hun taus; også nu gik hun her og
sa intet av sig selv.
Avkom, sa postmesteren. Hans teori var at forældrene, de selv,
i al almindelighet skulde tilståes mindre betydning end bør-
nene. Absolut. Alt skulde dreie sig om avkommet: I kvæld har
forældrene sittet på onde bænker langs tomme vægger og hat en
nytelse og en fest av sine små. Mødrene vår ikke i stas, det var
børnene som skulde være fine! Således fine var også engang
disse mødre da de var små døtre, tænkte jeg. Det var for tredive
år siden da damerne brukte uhyre vide kjoleskjørter. Herregud!
tænkte jeg og husket tilbake.
Elegi! sa sakføreren, ungkar Fredriksen.
Ja akkurat! svarte den barnløse doktor til. Og siden det var
den uskadelige postmester som i grunden var en fin mand vilde
han vel ytre et par ord til: Avkom, sa han, hvad vil dere med
det? Er dette en verden å sætte avkom ind i? Hvorlænge op-
holder vi os her i livet og til formål for hvad, uten for os selv?
Lat os nytte tiden, postmester, døden er efter os, vi skal straks
mases. Vi ligger mellem den underste og den øverste kværnsten.
Somme er da bløte og medgjørlige av sig, de æltes uten kny,
andre vrider sig, som De, postmester, de svinger halsen tilbake
og er rædde for ansigtet, — å men det næste sekund har jo
maset også dem. Det må føles rart, og vi får alle føle det en-
gang; hvis det begynder nedenfra må man jo kjende at benene
og maven efterhvert undviker. — Da doktoren nu tok bifald
spøkte han videre, den vittige hund, og fik nogen hver til å
grøsse: Tilsist ligger der vel litt av en tå tilbake som kanske
rører sig endda engang utenforstående. Alt er akkurat herlig,
alt er fuldendt.
Taushet. |
Det blir så trøstesløst å tænke slik, sier postmesteren. Men
selv under denne forutsætning er det godt å efterlate sig —
Avkom! Som også skal mases! Og trøstesløst? Jeg vet ikke.
Jeg for min del har godt mot, jeg kan gripe mig i å stå og greie
håret mit over de bare flækker og altså restaurere min ruin så
godt jeg kan. Så blistrer jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
