Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H
I
|
|
49
hadde han fåt bank. Edevart var nu i tvil om han vilde ha sine
forældre længer.
Denne kaffe som kunde blit en kilde til varig velstand skaffet
istedet også Abel ærgrelser, morn indfriet jo ikke sit løfte og
gav ham noget for den. Han prøvet både med godt og ondt,
men nei. Så gik han til Oliver, til papa og gråt.
Når at et menneske er lovet noget for det så skal du gi ham
det, sa Oliver retsindig.
Nå, sa Petra tilbake, så skulde jeg kjøpe av han den kaffen
som han har stjålet? Du lærer han godt op!
Men papa var blit smigret av sønnens henvendelse, og da det
var godt fiske om dagen gav han Abel en blank krone. De skal
ikke gjøre dig uret! sa papa i alles påhør. Og takket være denne
generøse handlemåte så Abel sig istand til å skaffe sig et brukt
fiskesnøre dagen efter. Han kjøpte det av Olaus på Vangen, den
samme Olaus som hadde fåt et mineskud i ansigtet og var blit
blåflækket og uten skjønhet fra den dag. Siden hadde han også
mistet en hånd. Han drak som en galning og solgte alt han
hadde, nu solgte han fiskegreierne til Abel.
Har du penger? spurte Olaus.
Ja, svarte Abel, en krone.
Een krone? Jeg sælger det ikke for fem.
De så på snøret, Olaus røkte og spyttet.
Det er vel ikke rottent? spurte Abel og prøvet det.
Rottent? Spillernyt snøre. Du kan hænge dig i det. Men kor-
som er: een krone — nei.
Jeg har ikke mere.
Så skal du gå. Hvad i fan står du her for med een krone!
Abel gik.
Olaus ropte efter ham: Du — hvad du heter — har du ikke
mere?
Nei.
Her, kom og ta det. Men det er værdt fem.
Nu var Abel ovenpå. For det var jo egentlig fiskeri som stod
de to kamerater Abel og Edevart i hodet. De hadde begge været
med Edevarts far på utroren, de kjendte grundene, men de
hadde ikke redskaper, deres fædre hadde ikke turdet låne dem
sine snører og slippe børnene ut på egen hånd. Nu var de oven-
på, om kvælden rodde de ut i Olivers båt.
Så spændt som de var! Små og vare som tyver glidde de langs
land for å komme om odden og avsyne; de var ikke store, en
alen, ingenting, men de svulmet og la planer. Det var ikke sagt
hvormeget de fik den første gangen, men det de fik skulde gå
til snøre også til Edevart, så hadde de hver sit. Å de var vel
4 — Hamsun: VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
