Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
377
Aksel. — Nei jeg er ikke ifra mig. At det likesom ropte. Det kom
ifra skogen eller ifra bækken. Det var forunderlig, akkurat som
et lite barn som skrek. Gik ho Barbro? — Ja, så Aksel, hun vil
ikke høre længer på tullet dit. — Jeg tuller ikke, jeg er ikke så
ifra mig som dokker tror, sier Oline. Nei det er ikke den al-
mægtiges vilje og behag at jeg skal gå ind for tronen og lammet
endda med alt det jeg vet om Måneland. Jeg kommer mig nok
igjen; men du skal hente doktoren til mig, Aksel, så går det
snarere. Hvad det nu er for en ku du vil gi mig? — Hvad for
en ku? — Kua som du lovet mig. Er det ho Bordelin? — Du
bare snakker over dig, sier Aksel. — Du vet du lovet mig en ku
da jeg reddet livet dit. — Nei det vet jeg ikke. —
Da løfter Oline hodet op og ser på ham. Hun er så skaldet
og grå, hodet står op fra en lang fuglehals, hun er æventyrlig
og frygtelig, det går et ryk gjennem Aksel og han famler bak sin
ryg efter dørklinken. — Nå, sier Oline, du er av det slaget! Så
snakker vi ikke mere om det for som-først. Jeg kan leve kua for-
uten ifra denne dag og skal ikke ta hende på tungen. Men det
var godt at du viste dig akkurat som den mand du er, Aksel,
så vet jeg det til en anden gang!
Men om natten døde Oline, engang om natten, hun var ial-
fald kold om morgningen da de kom indtil hende.
Gamle Oline — født og død ....
Det var hverken Aksel eller Barbro imot å kunne begrave
henne for altid, det blev nu mindre å være på vakt for, de
kunde være glade. Barbro klager over tandpine igjen, ellers er
alt godt. Men dette evige uldtørklæde om munden som hun
må holde væk hver gang hun skal si et ord er ingen liten plage,
og Aksel skjønner ikke så megen tandpine. Han har nok lagt
mærke til hendes forsigtige tyggemåte hele tiden, men hun
manglet jo ikke en tand i munden. — Har du ikke fåt dig nye
tænder? spør han. — Jo. — Ja værker de også? — Du aper og
aper! svarer Barbro forarget, skjønt han hadde spurt i god tro.
Og i sin bitterhet kommer hun til å gi bedre besked: Du skjøn-
ner godt hvorledes at det er med mig.
Hvorledes det var med hende? Aksel ser litt nøiere til og
synes hun alt har fåt mave. — Ja men du er da vel ikke på
barnveien? spør han. — Jo det vet du vel, svarer hun. — Han
stirrer litt åndssvakt på hende. I sin senhet blir han sittende og
tælle en stund: en uke, to uker, på tredje uken. — Vet jeg det?
sier han. — Barbro irriteres til det ytterste av denne debat og
smælder i å gråte høit, gråte forurettet: Nei du skal bare søkke
mig ned i jorden også, så er du skilt med mig! sier hun.
Mærkelig hvad et kvindfolk kunde finde på å gråte for.
FEDERER EVE GE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
