Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
307
ikke! Oline forstår det og forklarer det hele med underfulde
ord, ja for hun har reddet et menneske fra døden og hun vet
det: Den almægtige har brukt hende til et ringe redskap og
ikke villet sende nogen hærskare. Så ikke Aksel hans vise råd
og beslutning? Og om han hadde villet sende en orm i jorden
så hadde han kunnet gjøre det. — Ja det vet jeg nok, sier Aksel,
men det er så konstig med mig! — Konstig? Han skulde vente
ørpitterlite, røre sig, bøie og rette sig, så ja, litt ad gangen,
hans leddemot var visnet og døde, han skulde få trøien på og
bli varm. Men aldrig kom hun til å glemme den Herrens engel
som kaldte hende ut på dørhellen den siste gangen, og da hørte
hun rop fra skogen. Det var som i paradisets dager da de blåste
med basuner på Jerikos mure —
Underfuldt. Men under denne tale får Aksel tid på sig, han
øver sine lemmer igjen og lærer å gå.
De kommer sig så småt hjemover, Oline er fremdeles red-
ningsmand og støtter ham. Det går det og. Et stykke nede møter
de Brede. — Hvad det er? sier Brede, er du ussel? Skal jeg
hjælpe dig? sier han. — Aksel tier avvisende. Han har lovet Gud
ikke å hævne sig på Brede og mælde ham, men videre er han
ikke gåt. Og hvad skulde Brede på optur nu igjen? Hadde han
set at Oline var kommet til Måneland og forståt at hun vilde
høre nødropene? — Nå, det er du, Oline? sier Brede pratsom.
Hvor du fandt han? Under et træ? Ja er det ikke forunderlig
med os mennesker! utbryter han, jeg var på telegrafopsyn og
så hørte jeg rop. Den som snudde straks på timen var Brede, jeg
vilde være til hjælp hvis det trængtes. Og just så var det du,
Aksell Lå du under et træ? — Ja det både så og hørte du da du
gik nedover, svarer Aksel, men du gik mig forbi. — Gud vær mig
synder nådig! roper Oline over så megen sorthet. — Brede for-
klarer sig: Ja så dig? Jeg så dig godt. Men du kunde ha ropt,
hvorfor ropte du ikke? Jeg så dig så utmærket vel, men jeg
trodde du lå og hvilte litt. — Du skal bare tiel advarer Aksel,
du vilde at jeg skulde bli liggende! —
Nu forstår Oline at Brede ikke må gripe ind, det vil forringe
hendes egen uundværlighet og gjøre hendes redning mindre
absolut, hun hindrer Brede i å hjælpe til, han får ikke engang
bære matskræppen eller øksen. Å for øieblikket er Oline så helt
på Aksels side; når hun kommer til Brede engang siden og sit-
ter med en kop kaffe vil hun være på hans. — Kan du ikke late
mig bære øksen og ræken ialfald? sier Brede. — Nei, svarer
Oline i Aksels sted, han vil bære den selv. — Brede vedblir: Du
kunde ha ropt på mig, vi er vel ikke så uvenner at du ikke kan
få mål for dig. Ropte du? Nå. $å skulde du ha ropt høit, du
EE
3 PETE TT" Talea Er tEn ] Er Ta eld be
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
