Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Hvad hadde han netop grepet Isak i? Å sitte og dyrke jord i
tankerne og det kunde umulig ha forarget ham. Nogen anden
synd visste ikke Isak å ha begåt, han var bare på hjemveien fra
tømmerskogen, en arbeidsmand både træt og sulten, han skulde
til Sellanrå, alt var godt ment —
Så tok han et skridt frem igjen, men det var ikke noget
langt skridt og han tok det desuten også tilbake med det samme.
Da ikke synet vilde gi på sig rynket sandelig Isak brynene,
som om han begyndte å fatte mistanke til det. Var det djævelen
så fik det være djævelen, men han hadde ikke den høieste
magt, Luther hadde således nær dræpt ham engang og det var
flere som hadde manet ham bort med korstegnet og Jesu navn.
Ikke så at Isak utfordret faren og satte sig ned og lo av den,
men han opgav ialfald å dø og bli salig som han først hadde
hat til hensigt, og nu tok han to skridt imot synet, korset sig og
skrek: I Jesu navn!
Hm? Da han hørte sit eget skrik var det som han med en
gang fandt sig selv igjen og så Sellanrå borti lien. Aspene suste
ikke mere. De to øinene var borte fra luften.
Han gjorde ikke veien lang hjemover og utfordret ikke faren.
Men da han stod på sin egen dørhelle kremtet han kraftig
og frelst, og han gik fuldkommen ophøiet ind i stuen, som en
mand, ja som en verdensmand.
Inger studset, hun spurte hvorfor han var så likblek.
Da nægtet han ikke at han hadde møtt djævelen.
Hvor? spurte hun.
Der borte. Midt imot os.
Inger viste ingen misundelse. Ja hun roste ham ikke netop
for det, men det var intet i hendes mine som liknet et ondt ord
eller et støvlespark. Se, Inger var tværtimot i de seneste dager
blit litt lysere tilsinds og mere venlig, hvad det monne komme
av; nu spurte hun bare:
Var det djævelen selv?
Isak nikket at såvidt han kunde se var det ham selv.
Hvorledes blev du av med ham?
Jeg gik på han i Jesu navn, svarte Isak.
Inger vagget overvældet med hodet og det tok en tid før hun
fik sat maten frem. — Ialfald så skal det ikke ske mere at du
går mo alene i skogen! sa hun.
Hun hadde omsorg for ham, det gjorde ham godt. Han lot
som han var like dristig og at alt følge i skogen var ham like-
gyldig, men det lot han bare så for ikke å skræmme Inger mere
end nødvendig med sin uhyggelige oplevelse. Han var jo selve
manden og overhodet, alles værn.
rn DE x
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
