Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121
hun stod oppe så jeg hende bedre under hatten — håret — det
var begyndt å bli silke og sølv i hendes hår ved tindingerne, det
var så vakkert. Hun var høi og pen, hendes bryst stiger og syn-
ker, hun har så stort bryst, å et stort bryst, det stiger og synker,
se der. Og ansigtet er brunt, munden åpen, den står litt på gap,
den er tør, febertør —
Frøken Ingeborg. sier jeg for første gang. Og jeg rækker hån-
den litt ut, vil ta i hende kanske, vil klappe hende, nei jeg vet
ikke —
Men hun har besindet sig nu, hun står opret, brillant. Hun
har fåt kolde øine, de ser på mig, de stiller mig på plass igjen,
samtidig går hun til døren.
Det undslipper mig et: Nei —?
Hvad er det? spør hun.
Gå ikke, ikke endda, ikke straks, sit igjen og fortæl mig mere.
Nei De har aldeles ret, sier hun, det er ikke mig som er ver-
dens midtpunkt. Her kommer jeg til Dem med mine småting,
og De som — se bare al den verdens posten Deres.
Nei hør nu, sæt Dem igjen, jeg skal ikke læse posten engang,
det er ingenting, to tre brever kanske, og det formodentlig fra
komplet ukjendte folk. Sæt Dem nu ned, si mig alt, De skylder
mig det. Se her, jeg skal ikke læse posten min engang.
Dermed samlet jeg alle brevene ihop og drev dem i kakkel-
ovnen.
Nei men —? nei hvad gjør De! utbryter hun og løper til
ovnen for å redde.
Bare lat være, sier jeg. Jeg venter ingen glæder i posten og
sorger søker jeg ikke op.
Nu da hun stod mig så nær var jeg like på nippet til å berøre
hende igjen, et øieblik, berøre hendes arm; men jeg grep mig i
det og holdt inde. Jeg var vel allerede gåt for langt før og der-
for sa jeg nu godt og medfølende, jeg ynket hende så:
Kjære barn, nu skal De ikke være så ulykkelig, det blir nok
bra altsammen, skal De se. Sæt Dem nu — så tak, det var ret.
Hun blev vel så forundret over min hæftighet at hun sank
ned i stolen igjen som i tankeløshet. Hun sa:
Jeg er ikke ulykkelig.
Ikke det? Godt! Og nu sludrer jeg avsted, men jeg prøver å
holde mig selv igjen og være bare onkel til hende. Jeg taler for
å adsprede hende, for å adsprede os, jeg later det løpe, jeg hører
det dure. Hvad kunde jeg si? Småt og stort, masser:
Jaså, barn. Og hvem er det nu De skal ha — som skal få Dem
altså — hvem er det? Det var pent av Dem at De kom til mig
først, det går klart op for mig nu, og tak skal De ha for det. Ser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
