Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den siste glæde (1912) - XXVI - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
81
nedefra er søvnløst vildt, en ørkentone opjaget til lidenskap,
i slægt med litaniet. Som i en drøm går jeg nedover åsen og
kommer til det første hus.
Ingen er å se på gården og nogen børneansigter forsvinder
med ett fra vinduerne. Her var så fattig, så småt, men det var
tømret stue, bare fjøset var en torvgamme; alt i alt et fisker-
hjem. Da jeg kom ind i stuen var det likeså fattig der som ute,
men gulvet var rent og barstrødd. Her var mange børn; morn
drev og kokket noget bortpå komfuren.
Jeg ble bydd en stol og jeg satte mig og begyndte å snakke
litt med en smågut eller to. Da jeg ikke forhastet mig og ikke
vilde noget spurte konen:
Ja Dokker skal vel ha båtskyss?
Båtskyss? spør jeg også. For jeg var ikke kommet sjøveien på
min optur, men var gåt over fjæld og dal mange mil fra det
ytterste hav. Ja kanske det forresten, sier jeg; men hvor kom-
mer jeg da hen?
Jeg trodde Dokker skulde ha båtskyss til handelsmanden,
svarer hun, for dit kommer dampen. Vi har rodd så mange i
sommer.
Store forandringer siden sist, automobilerne i Stordalen har
nok omlagt hele færdselen her siden mine dager for ti måneder
siden.
Hvor kan jeg være et døgn eller to? spør jeg.
Hos handelsmanden, det er utom holmerne som Dokker ser.
Ja og så er det nu både han Eilert og han Olaus, de er på
denne siden og der kan Dokker være, de har store hus.
Jeg får utpekt de to steder på denne siden av vandet og går
dit, det er næsten nede ved fjæren.
XXVII
En nokså stor stue med en aldeles ny overetage av panel; på
stuen stod et nyt skilt: Logi for reisende. Også her var fjøset
en gamme.
Jeg vet ikke hvem er Eilert og hvem Olaus, og mens jeg står
og kommer på det rene med hvad for en av veiene jeg skal ta
haster en mand opover mot mig. Nå, verden er da liten, vi
snubler i hverandre vi mennesker og venner — jeg træffer en
bekjendt, tyven fra i vinter, flæsketyven. He, maken til held og
fornøielse!
Og det var Eilert. Han holdt logi for reisende nu.
Han lot jo i begyndelsen som om han ikke kjendte mig, men
det kunde ikke gå i længden, han måtte gi sig. Men han var
6 2 Hamsun: VII
»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
