Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
Thi udmærket var hun. Him kunde lære hvad det
skulde vcere og gjøre Alt hvad hun vilde. Det forstaaer
sig — thi Sandheden maa man jo bekjende — hun
havde de Feil, som ere store Genier egne: hurt var
lunefuld, Uordeulig, lod Hictts og Bem sijotte sig selv-
Jeg har ofte soreholdt hende det; men sotn sagt, saa-
ledes ere nn engang alle store Genier.« — Den For-
nøielse, jeg følte ved denne i sit Slags nye Lovtale,
blev endnu forøget, da en gammel Major, som altid
havde viist sig mig bevaagen, hviskede til mig: »Hun
var nun Skal! ikte mere Geuie end seg, men hun var
en Skat for Forældrenes Forfængelighed, medetis hun
levede , og saa er hun endnu efter sin Dod·s« —— Jeg
var i godt Humeur i mange Dage efter disse Yttringer.
Saaledes giaerede de onde Lidenskaber i milt endnu
unge Sjæl-
Et Aarstid var gaaet saaledes hen. Da handle det
sig, at segi et Selskab var Vidne til en Dispitte mellem to
Mænd, soin ikke hørte til vor almindelige Cirkel. De talede
om Opdragelse, om Justituter, og den Ene koni ved Samta-
lens Vending til at sige, at intet Menneste var saa forsømt,
at det ikke med god Villie og naturlig Forstand kunde
forskaffe sig den sornodne Dannelse, endogsaa i ellSttk
ling, sotn udelukkede Andres velvillige Medvirkning-
Dette var een af de Yttringer-, der, ubevidst for Den,
som fremfor-er dem, ligesom bæres til os af m velgjø-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
