Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVII. De første Nomader. En farlig Flodovergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236 SVEN HEDIN
selvfølgelig ikke gøre sig et Begreb; den oversteg dog flere Steder
en Meter.
Nu har vi arbejdet os igennem ti Flodarme vg holder Hvil paa
en Mudderbanke, hvor Dybden kun er en Fod. Der staar vi midt
i den brusende Vandmasse, som skvulper op om Dyrenes Ben og
skummende iler forbi. Det svimler for ens Øjne, Vandet synes at
staa stille; det er, som om vi selv med uhyre Fart styrter op ad
Floden. Af Bredderne ser vi ikke Spor, lutter Vand, hvorhen man
ser; Regnen har faaet Floden til at svulme mægtig op.
Uden at sige et Ord hugger Lamaen Hælene i Siderne paa sit
Mulæsel og rider atter ud i det dybe Vand. Æslet synker allerede
i til Haleroden, og Rytteren irækker Knæene i Vejret for i hvert
Fald at holde Støvleskafterne over Vandet. I samme Øjeblik gør
det Æsel, som han leder, og som bærer vore læderbetrukne Kasser,
nogle betænkelige Sidespring; Kasserne virker som et Svømmebælte,
Dyret mister Fodfæste, svinger om og bliver revet med af Strømmen.
Det synes fortabt! Dog nej, det lykkes det atter at faa Fodfæste,
og det klatrer op ad Bredden uden at have sat sin Byrde til.
I samme Øjeblik, som Mulæslet blev grebet af Strømmen, raabte
vi til Lamaen, at han skulde vende om, men han lod, som om han
intet hørte, Vandet sydede omkring ham, og han krøb ganske rolig
højere op i Sadlen, som nu var helt under Vand. Er han da fra
Forstanden, han kan jo ikke svømme; i et Nu har jeg aabnet mit
Bælte, og laver mig til at kaste Pelsen. Men i det samme begynder
Mulæslets Ryg at dukke op af Vandet, og et Øjeblik efter er den
lille Præst udenfor Fare.
Den sidste Flodarm var den værste; dens Bredde var ganske
vist kun 30 Meter, men den var dyb og med en rivende Strøm.
Jeg var blevet tilbage og saa allerede de andre ved Bredden og
styrede min Hest lige hen til det Sted, hvor de havde gjort Holdt.
Det er ikke videre behageligt at mærke, at det bestandig bliver
dybere. Jeg føler Vandet stige op over Kanten af mine Støvle-
skafter, som fyldes med en klukkende Lyd. Nu stiger det over
mine Knæ, over Sadlen, og kun Hestens Hoved er endnu synligt.
Lamaen og Schagdur ’gestikulerer heftigt, slaar Hænderne mod
Knæene, brøler noget til mig og peger hen til Vadestedet, men de
sydende Vandmassers Brusen overdøver enhver Lyd. Nu er det
paa høje Tid, at skille mig fra Hesten. Jeg trækker Fødderne ud
af Stigbøjlerne og begynder at trække Pelsen af, men i det samme
taber Hesten Fodfæstet, begynder at svømme og driver med Strøm-
men tæt langs Bredden. Instinktmæssig griber jeg fat i dens Manke,
og lader mig drive med den, og efter et Par Sekunders Forløb har
det tapre Dyr igen Fodfæste og klatrer op ad Bredden med en
fortvivlet Anstrengelse.
Satschu-sangpo, nu har vi besejret dig! Jeg var saa vaad som
en druknet Mus, men hvad gjorde det til Sagen, Regnens Styrtebad
havde jo i Forvejen gennemblødt os. Dog maa jeg tilstaa, at mine
rugen ARR RENEE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
