Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nordmarken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
blev endnu tungere at gaa. Saarbenet blev de mindste snart, og det
var et sørgeligt optog, som langsomt slæbte sig ned mod Frøens
gaard kl. 11 om natten. Vi saa paa lang afstand, at folk var paa
benene; de havde vel ledt efter os. Vi var ikke modige. Da vi
dreied om hjørnet, kom mor imod os. »Er det dere, gutter?« »Nu
kommer det,« tænkte vi. »Hvor har dere været?« spurgte mor.
Jo, vi havde da været i Sørkedalen. Nu kom det vel. Men
mor sagde bare saa underlig: »Det er nogle underlige gutter!« Og
hun havde taarer i øinene.
Tænk, ikke spor af skjend! — Tænk, at gaa i seng med de
saare benene uden spor af skjend!
Og det merkeligste var, at et par dage efter flk vi lov til at gaa
til Sørkedalen igjen. Mon tro, far og mor var kommet til at tænke
paa, at de holdt os lidt for strengt?
Vi havde ogsaa en anden kjending i Sørkedalen. Han hedte Ola
Knub og var gift med en kone, som pleied at sælge bær til os. Vi
lik lov til at besøge Ola Knub og fiske med ham i Nordmarken.
Det var vel en jubel, da vi drog afsted med kaffekjedel og fiskestang
for at leve et nybyggerliv deroppe i skogene. Jeg skal aldrig glemme
dagene deroppe. Jeg ser endnu for mig tømmerhytten ved
Langli-vandet med uren i baggrunden og de store stormhatter rundt om
hytten. Der var frihed deroppe, rigtig et vildmands liv. Ingen far
eller mor, som raabte efter os, naar vi skulde i seng, eller naar vi
skulde spise. Alting gik, som vi selv vilde. Natten var lys og lang,
og søvnen var kort.
Ved midnatstid eller saa krøb vi ind i hytten og laa et par
timers tid paa brisken; og længe før solen sprat, var vi nede i
kulpen og tog ørreten. Vi vassed i elven, vi hopped paa stenene. Jeg
husker nok engang, jeg skulde hoppe efter Ola Knub fra den ene
sten til den anden. Der var ilcke plads til én, end sige to, paa disse
stenene. Og saa kom jeg for tidlig engang. Ola Knub stod der,
og jeg maatte skyndsomt finde mig et nyt fodfæste. Det bar afsted
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
