Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I det Fri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Frecl med rolig, søsterlig Kjærlighed, der ikke
trættes og taler lidet, undtagen stundom et enkelt
Ord som en klar, forsonende Fugletrille, og tier
igjen og risler og banker bestandig med samme
dulmende Fald. —- Der gaar et Glimt gjennem
den ensomme Nat; det lyner langt borte; saa
falder alting atter hen i den samme glasagtige
Livløshed. Kun Okäfloden plasker under den
låve Brink med klukkende Skvulpen; det lyder
som Latter. Længere ude glimrer Maanelyset
paa Strømstriberne; funklende Blink, skarpe som
Naale, skyde op, dukke ned, blandes mellem
hverandre og løbe sammen; og tæt inde ved
Bredden maler Maanen paa Vandet et Par store,
lyse, gyngende Pletter. De skifte stadig Form
eller flyde over i hinanden; det ser ud, som om
en blank Ryg kom til Syne under Overfladen.
Men det er kun Spejlbilledet af Maanen; det er
ikke Rusalkaen. Hun er bange for Svalerne, som
have boret Huller i Brinken neden under og
bygget Rede, hvis de ellers have Rede der endnu
og ikke ere fløjne bort. Rusalkaen har iptet
Hjærte og kan heller ikke synge saaledes som
Havfruen i den aabne, salte Sø. Hun skoggerler
eller klynker. Den, der lader sig lokke ned til
Bredden og ser hende, er fortabt, om han ikke
lige strax slaar Kors for sig. Tøver han blot et
Øjeblik dermed, taber han Evnen til at røre
Hænder og Fødder; hun kildrer ham til Døde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
