Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SLUTNING.
hob, syntes Menneskene ham mere kolde og onde end
før. Det forekom bam, som havde han aldrig meddelt
sig til Verden, og at dens Hjerte nu var lukket for ham.
Mere end nogen Sinde før trak han sig tilbage til
> Wayside’’ og til sine Skovstier, dækkende sig som en
skræmt Fugl.
Da saa en pludselig indtraadt nervøs Sygelighed
nedbrød hans hidtil uangrebne Sundhed, forstod han, at
han maatte lægge Pennen bort for stedse. Og han følte
sig rede.
Digterens Ven og Forlægger, George Ticknor, tog
ham ud paa en Rejse, men ved dens Begyndelse
døde Ticknor i Philadelphia. Da Hawthorne nogle
Dage efter traadte ind i sin Stue, saa hans Hustru, . at
Døden havde mærket ham.
Eks-President Pierce tilbød nu at ledsage ham paa
en Rejse til Bjærgene. De to Ungdomsvenner naaede
kun til Plymouth. Dér døde Hawthorne den 18. Maj
1864.
De var tague ind paa et Hotel. Klokken tolv om
Natten havde Pierce set til Hawthorne, da sov han.
Klokken to laa han i samme Stilling, men da var han
død.
Ved Budskabet om det uventede Dødsfald blev der
et Øjebliks Stilhed i Landet.
Selvbebrejdende sagde Longfellow og Emerson:
»» Vi kendte ham ikke,
Efter Begravelsen skrev hans Hustru i et Brev:
Nu kan Døden intet røve mig — — — Tidernes
Blomst gav Gud mig, at jeg i fem og tyve Aar maatte
kalde den min.’
191
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
