Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om høstkveldene, naar stormene stod ind fra havet og skibene paa
havnen rev og slet i sine fortørninger, da likte vi gutter os kanske bedst.
Uhyggen frydet og pirret os, vi slog os ned paa kjøbmand Grynaas’ træ«
trappe og fortalte de rædsomste gjenganger« og dødninge«historier, saa vi
tilslut skrek og hylte av rædsel og glæde. Saa kom den lange lykte«
tænderen Tranberg med sin stige og parafinkande. Han var saa tynd og
lang, at jeg syntes føtterne hans laa og slang nede paa gaten, mens han
fyldte paa lampen og tændte den. Hvor deilig det blev, da lykten var
tændt! Der kom en saa tryg, hjemlig og koselig stemning over hele gaten.
Tranberg hadde tændt Alladins tryllelampe for os. Trist og lang ruslet
han videre, men vi jublet under den gamle lykte.
Ut paa natten tok stormen til. Det rusket og rev i vægger og tak.
Jeg laa mest halvvaaken og lyttet til al denne underlige sus og dur, disse
hviskende rare stemmer, som jeg syntes baade graat og lo. Saa tuslet det
borte ved døren. Mor kom ind i sin hvite natdragt for at se, om der
ikke var noget farlig med varmen: «Gud hjælpe og trøste de arme ståk«
kame, som maa ligge ute og plaske i slikt veir,» sa hun. —
I halvdrømme saa jeg skibene paa havnen duppe op og ned, som i
rasende sinne, jeg syntes tydelig jeg hørte rop om hjælp. Saa sang vinden
atter sin saare klagende tone, skrek og hvisket saa jamrende bønlig.—Jeg
var nær ved at søvne ind. Da lød der paa gaten tunge skridt, det var
natvækteren. En grov stemme ropte: «Alt vel!» —
De fagreste blomster her i verden er vel de, som lyser i erindringen
fra barnedagene. Jeg mindes den gamle kirkegaard paa Braatebakken,
indestængt mellem mørke aaser under store løvtrær. Dypt og hemmelig«
hetsfuldt sænket de store trær sin skygge over mangen grav, mens sollyset
sprat jublende om paa andre sider.
Derinde i den ensomme stilhet var der en syngende fryd. Det var
som om alle smaa blomster paa gravene vilde tale, som om de hvisket
og sang en forunderlig fjernt lokkende melodi. Her følte jeg aldrig dø«
dens angst. Jeg elsket freden og blomsterne derinde. Drømmeskikkelser
tuslet omkring mellem gravene, baade rike og fattige. De kom alle like
stilt, nogen fra deres pralende mindesmerker, andre fra deres sprukne træ«
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
