Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Vor nuværende folkeskole. Tidsrummet 1889—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 82 —
ofte blir frugten av denne undervisning mindre
tilfredsstillende." Om alle disse tildels valgfri
fag siges det sammesteds: „Delvis har
mangelen paa lærere i disse fag staat iveien for
deres indførelse. Men en væsentligere grund
er vist mangelen paa sans og interesse."
Fra lærerstanden selv har det gjennem en
aarrække været reist krav paa at dens
utdannelse paa dette omraade maa styrkes i ganske
anden grad end før. Selv en saa gammel
disciplin som sangen kommer paa langt nær
til sin ret som et dannelsesmiddel av høi rang.
Styrelsen har jo, i ikke mindre grad efter
end før den sidste reform i lærerutdannelsen,
maattet imøtekomme kravet paa bedre
utdannelse ved kortere eller længre kurser i
gymnastik, tegning, sang, sløid, haandgjerning og
skolekjøkkenundervisning; men det blir mere
og mere erkjendt, at dette ikke er nok.*)
Naar vi ser tilbake paa utviklingen indenfor
vor landsskole siden 1890, da er denne vistnok
ikke særmerket ved sterke brytninger mellem
stridende pædagogiske opfatninger av skolens
maal eller midler, eller lignende. Vor skole,
og det gjælder saavel den i by som den
paa landet, har like til den seneste tid ikke
egentlig hat det med at være svært lydhør
for nye røster og nye meninger, ei heller
har den tat synderlig del i arbeidet for at
løse de mange vanskelige spørsmaal,
psykologiske, ethiske, didaktiske, som vore dages
store aandelige omvæltninger av enhver art
vækker til iive.
Naar allikevel de sidste tiaar har sat sit
præg paa den norske skole som hjemstavn for
en voldsom kamp, en krig paa livet om en av
de dyreste livsinteresser som et folk har at
hævde og verne for, nemlig morsmaalet, da er
det at merke at det mere er nationale, politiske,
tildels ogsaa sociale motsætninger og vurderinger
end pædagogiske, som har delt vort folk i to
flokker**). Hvorvidt maalstriden som jo har
*) Se videre om dette emne bl. a. en interessant
utredning i indberetningen for Kristianssands stift.
(Beretning om skolevæsenets tilstand for 1905 side 219 ff).
**) At det i „maalkampen" dog ogsaa gjælder betydelige
pædagogiske, eller rettere didaktiske spørsmaal, viser
den ovenfor nævnte indberetning. Se side 220 ff’.
ligget og ulmet som en brandfarlig gnist under
hele vor aandelige utvikling like fra 1814, og
ogsaa tidligere har slaat ut i lys lue, — slik
som omkr. 1860 — skal føre til klarere
forstaaelse av vort folks stilling og opgave i
kulturutviklingen, skal bli til styrkelse av alt godt
eller en herjende borgerkrig med ødelæggelse
av det bedste i folket, det faar tiden vise. Vi
har her alene at melde om faktum, at i kraft
av lovens § 73 (g. , 92) som siger, at
undervisningen skal foregaa i det norske sprog, har
skolestyret i enhver kommune at bestemme,
„om skolens læse- og lærebøker skal være
avfattet paa landsmaalet eller det almindelige
bokmaal, og i hvilket av disse maal elevenes
skriftlige arbeider i almindelighet skal avfattes."
Dog skal alle barn lære at læse begge maal.
Kredsens og overtilsynets erklæring skal først
være indhentet.
Til grund for denne bestemmelse laa en
anmodning fra Stortinget av 1885 saalydende:
„Regjeringen anmodes om at træffe fornoden
forføining til, at det norske folkesprog som
skole- og officielt sprog sidestilles med vort
almindelige skrift- og boksprog." Denne
anmodning indeholdt, mente lovgiverne, normen
for enhver lovregel i den sak: den gjensidige
likestilling mellem de to maalforer. Loven
„angir de grænser, inden hvilke det blir at
vælge og fatte bestemmelser om
undervisningssproget og hvad dermed hænger sammen i
undervisningens anordning."
Ikke alene under skolelovens tilblivelse,
men ogsaa gang paa gang senere har det i
Stortinget staat skarp strid om dette nationale
livsspørsmaal.
I hvilken grad maalsaken har tat fart
indenfor skolens enemerker, kan ikke her utredes
nærmere. Først i 1910 foreligger officielle
opgaver over forholdet mellem bokmaal
(riks-maalet) og Iandsmaal. I 4630 kredser var
bokmaalet bestemt som hovedmaal, mens 1360
kredser hadde landsmaalet. Det største antal
landsmaalskredser fandtes i Bergens stift, de
utgjorde 61,6 pct. av samtlige kredser. Næst
derefter kom Kristianssands stift med 31 pct.
I Trondhjems stift var landsmaalet indført i
12 pct. kredser. I Kristiania stift fandtes ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
