Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Landsskolen i tiden 1814—1859 - 6. Forberedelser til en ny skoleordning for landsbygden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 24
nets opkomst har ret, fremhæver han at
det som det egentlig gjælder at faa øinene op
for, er „en undervisning som er beregnet paa
livet, en undervisning som skjænker aanden en
alsidig utvikling, som utdanner alle de kræfter
i mennesket gjennem hvilke det kan og skal
gripe virksomt ind i nutidens indholdsrike liv,
og derhos skape sig selv og sine en
uavhæn-gig og sorgfri stilling". Men derhos skal denne
undervisning sætte enhver istand til paa en
mere umiddelbar maate at medvirke for
menighetens eller for kommunens eller det heles vel.
I denne retning mener han maa enhver
indrømme, at vor almuskole saagodtsom ingen
utvikling har mottat, den staar med hensyn paa
undervisningens omfang væsentlig paa samme
trin som forordningen av 1739 og 1741.
Det er efter hans skjøn en merkelig
foreteelse, at den bevægelse og det liv paa skolens
omraade som ogsaa hos os rørte sig i tiden
1800—1814, og som gav sig sterkest uttryk hos
mænd som biskopene Hansen og Neumann
atter tapte sig, just da forandringen av vor
politiske tilstand skulde antas at ha fremkaldt en
mægtig trang til en radikal omdannelse av vort
almuskolevæsen „Allerede i hine dage, under
enevældet, da man gik ut fra som selvgit at
almuen ifølge sin stilling ikke kunde ha nogen
umiddelbar indflydelse paa statens vel,"
opstillet man den fordring til almuskolen at dens
elever skal lære at læse, tale og skrive sit
morsmaal, og det til den grad at de „i de
modnere aar kunde læse og nyde nationens digtere,
talere og historieskrivere", og desuten at de
skal lære „det vigtigste av regnekunsten,
geometrien og mekaniken, alt naturligvis ved siden
av en passende religionsundervisning". Man
skulde da trodd, at efter den store forandring
av statens forhold, almuskolen skulde ha
under-gaat en gjennemgripende omdannelse, al den
stund en stor del av almuen just ved denne
forandring fik en væsentlig og umiddelbar
indflydelse paa statens vel. Det skedde nu ikke,
ti ved loven av 1827 blev intet saadant
fremskridt gjort. Hovedgrunden, mener N., maa
vel søkes hos folket selv, i dets mangel paa
bevissthet om folkeoplysningens betydning saavel
i almindelighet, som især under en forfatning
som den norske (sic!). Med denne opfatning
av forholdene stemmer ogsaa den
kjendsgjerning, at det gik mange aar hen, inden almuen
blev sig klart bevisst, hvilken magt forfatningen
har lagt i dens hænder. Saalænge den
stemmeberettigede almues optræden i det politiske liv
kun bestod i at stemme paa den nærmest
boende eller den i distriktet mest ansete
embedsmand til valgmand eller stortingsmand kunde
den naturligvis ikke føie nogen nødvendighet
av at eie en høiere oplysning for utøvelsen av
sine politiske rettigheter og pligter.
Da det paa Stortinget 1851 blev fremsat et
privat ferslag om at bevilge 4000 spdl. aarlig
til oprettelse av „høiere almuskoler", og
Stortinget bifaldt forslaget, ser N. heri
„begyndelsen til en ny epoke for almuoplysningens
anliggende". Hovedsaken var at
nationalforsamlingen erkjendte utbredelse av høiere oplysning
blandt almuen for et statsanliggende, som burde
fremmes ved direkte tilskud av statens midler.
I sine indlæg retter N. tildels sterke anker
mot styrelsen, fordi den „ikke følte nogen
opfordring til at fremkomme med forslag til at
hæve almuskolen til et høiere trin, ved i alle
fald i en del skoler at utvide undervisningens
omfang", da det skulde være just dens opgave
at vække den slumrende trang. Det er hans
overbevisning, at regjeringen utsatte forlænge
med at gripe ind for at gi skolen et støt fremad
i denne retning
Hvorom alting er saa hadde dog regjeringen
ikke været aldeles passiv i denne sak. I
begyndelsen av 40-aarene nedsatte den den
saakaldte „store undervisningskommission", som
det blev overdrat at ta vort undervisningsvæsen
i dets helhet under overveielse og fremkomme
med de fornødne forslag til lover for samtlige
skoler som ansaas paakrævet, deriblandt ogsaa
almuskoler paa land og i by. I 1844 fremla
den revisionskomite som hadde at gjennemgaa
den samlede kommissions forskjellige forslag
et utkast til lov om almuskolevæsenet paa landet
og i kjøpstæderne, hvilken i det væsentlige
ligger til grund for det kongelige forslag til
Stortinget i 1845. Utkastene blev ikke
behandlet av tinget, men omtrent uforandret gjentat
i 1848. Dette aar vedtok Stortinget loven for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
