Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Anden Afdelning. BEBYGGELSES-TIDEN - III. Rolfs Søn og Efterfølger William Langsværd. Riulfs Oprør. Bernhard den Danske. Williams Mord. Fare for de Danske i Seinelandet. Angelsaxernes Konge Ethelstans Seire over de Danske i Danelagen. Nordmænd ved hans Hof. Hans Søn Edmunds Afstaaelse af Danelagen til Olaf Sigtrygsøn. Erik den sidste nordhumbriske Konge (950). Danelagens Uafhængighed tilintetgjort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilbagekomne norske Konge Erik Blodøxe. Edred rykkede
frem med en Hær (948) og hærgede hele
Nordhumberland. Paa Hjemveien blev han dog overfalden af
»Hæren fra York«, som tilføiede ham et stort Nederlag
ved Chesterford. Da imidlertid Edred i sin Harme
svor, at han vilde tage Hævn og ødelægge hele
Nordhumberland, bleve de Danske betænkelige, svigtede
Erik og lovede Edred Bøder for deres Frafald. Men
allerede Aaret efter indkaldte de nordhumbriske Danske
deres tidligere forjagede Kongesøn Olaf Sigtrygsøn,
som nu under Navnet Olaf Kvaran var bleven Konge
i Dublin.
De urolige og ustadige Nordhumbrer vare dog
ikke længe tilfredse med Olaf Kvaran, men forjoge
ham og udraabte atter Erik til Konge. Kong Edred,
som med Rette indsaa, at det fornemmelig var
Erkebiskoppen Wulfstan i York, hos hvem de oprørske
Danske fandt Medhold og Støtte, tog Mod til sig og
lod denne sin farlige Modstander fængsle. Omsider
beqvemmede da Nordhumbrerne sig til foreløbig at
slaae sig til Ro under Edreds Overherredømme.
Wulfstan fik sin Frihed igjen, men blev forflyttet til
Bispesædet Dorchester i Sydengland, og Kong Erik
maatte, atter forjaget (954), fortsætte sit forrige,
omflakkende Vikingeliv. Men ikke længe efter blev han
ved Høigerefen Aasulfs Forræderi lokket ind til
Stanmor, i en vild, øde Egn i det nordvestlige England
mellem Richmond, Cumberland og Westmoreland, og
der efter en heftig Kamp dræbt tilligemed sin Søn
Henrik (Sagaernes »Hárekr«), sin Broder Ragnvald,
og tre andre Høvdinger. Om Eriks Fald lod hans
Dronning Gunhilde senere digte et herligt Qvad,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
