Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 DE STORE DIKTERE
han retter det sterkeste angrep på det religiøse liv overhodet. — Som
han angrep kirken, angrep han skolen, den gamle latinskole og hele dens
klassiske dannelse, skolens og universitetets. Han angrep handelsmoralen
— men karakteristisk nok er de som må tåle hans sterkeste angrep, en
professor der blir forretningsmann og en opkomling av en husmannsgutt.
De gamle handelshus tok han forsiktig på. — Han var de fattiges og
forulykkedes forsvarer mot de rike og mektige. Han angrep de konven-
sjonelle løgner i moral og ekteskap — men forkaster ikke ekteskapet og
er ikke forkynner av noen utfordrende moral.
Intet harmet Kielland slik som ikke å bli tatt alvorlig. Men han kunde
godt se det som vakte mistro — en forvent rikmannssønn som ikke på noen
måte vek tilbake for det livet bød ham av goder, men samtidig optrådte
som refser av samfundet, som de undertryktes forsvarer, og som den som
krevde sannhet og ærlighet og overensstemmelse mellem liv og lære. Og
han søkte ikke å gå utenom at her var angrepspunkter, — han kunde nok
spøke med det, fordi alvoret hos ham tok form av spøk, men han kunde
også tale åpent og ærlig og alvorlig om det. I et brev til sin bror, prost
Jacob Kielland, av 31. januar 1882, skriver han:
«Der er en Indvending, som har fulgt mig fra jeg begyndte; mine
Fiender forme den saa: Kielland skriver saaledes, fordi det er moderne;
han skjælder og smælder; men selv sidder han som Paven i Hummer-
skrotten — fed og inderligt fornøiet med denne Verden, han skildrer saa
sort. Mine Venner undre sig, — antyde —, beklage, at jeg skriver saa
blygraat og lever saa rosenrødt; du bebreider mig — ikke det mindste
for nærgaaende — forstaar du —, at jeg staar udenfor eller ovenfor; en
ung Veninde skrev en Dag og spurgte, om det virkelig var saa, at jeg
selv stod kold overfor den Jammer, jeg skildrede.
Skulde jeg engang svare paa den Grundtanke, som gaar gjennem alt
dette, maatte jeg aabne mig meget mere end jeg nogensinde vil gjøre for
noget Menneske. Men saa meget maa du dog se: Den Kraft som driver
mig og lægger Varme i mit Ord, er den onde Samvittighed over, at jeg
har det altfor godt, — jeg tør ikke kalde det Medlidenhed med de andre,
thi det er en farlig Vei til Selvbehagelighed; — jeg kalder det ond Sam-
vittighed, Selvbebreidelse eller noget lignende. Naar jeg da skriver om
Else og du siger, at «Forfatteren er ikke i Bogen, du savner den livs-
kraftige Løsning, som Haabet giver.» Kjære! — Forfatteren er i Bogen —
han er nærmest at finde i Konsul With; hele det Samfundslag, hvortil
Forfatteren hører, er der med alle sine Løgne, sit Hykleri og sin paten-
terede Haardhjertethed. — — —
— — — — Og endnu et om Paven i Hummerskrotten. Det er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
