Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90 DE STORE DIKTERE
bolske dikte har han skildret sig selv, hvordan han nu er blitt skremt av
dagen og dagens liv. I «Lysræd» heter det i siste vers:
Men fattes mig nattens foerværk
jeg ved ej mit arme råd; —
ja, øver jeg engang et storværk,
så blir det en mørkets dåd.
Men det beskeste og bitreste billede av motsetningen mellem sitt eget
daglig-liv og sin diktnings drømmer har han gitt i diktet «Fra mit Husliv»:
Men just som legen gik allerbedst, Der faldt en vægt på min viltre flok;
jeg traf til at se mod spejlet. en fingren i munden putter,
Derinde stod en adstadig gæst en anden står som en klodset blok; — —
med blygrå øjne, med lukket vest, i fremmedes nærhed, ved De nok,
og med filtsko, hvis ej jeg fejled. forknyttes de raskeste gutter.
— Efter sitt Dresden-ophold flyttet Ibsen til Minchen og forblev der
en lang rekke år. Det er fra nu av hans personlighet tar til å festne sig
i folks bevissthet som den strenge alvorlige utilgjengelige mester, som bare
levde for sitt dikterkall. Det var sikkert meget i dette som var en maske
den generte mann anla mot verden for å få være i fred, — han var pirrelig
og blev hissig når han blev forstyrret i sine daglige vaner og likte ikke
fremmede ansikter. Men han var slett ikke den høitidelige profet og
mystiker som verdenspressen gjorde ham til, det var en komedie han selv
kunde spotte over. Han var tilbaketrukken og sky, men mellem venner
livlig og interessert og kunde endog vise en viss stivbent gemyttlighet.
I hans diktning foregikk der nu en svingning, en endring både i form
og innhold. Han var ferdig med det opgjør med sitt folk som bunnet i
ungdommens skuffelser. De førte over til den moralske opdragergjerning
av individene, som han fra nu av følte som sitt kall og til den skildring av
de enkelte mennesker, som nu blev hans kunst. Men forinnen skulde han
på en merkelig måte forkynne sin positive livsopfatning, sin mystiske
livsanskuelse og sin drøm. Og han gjorde det i et veldig verdensdrama fra
romertiden, et tiakts drama som han hadde arbeidet på og samlet materiale
til i ni år og som, skjønt lidende av store svakheter, er ytterst fengslende,
ikke minst fordi det ved sin forkynnelse av Ibsens livsanskuelse gir bak-
grunnen for alle hans øvrige dramaer.
Hvorvidt «Kejser og Galilæer» (1873) er historisk korrekt, er likeså
likegyldig som hvorvidt «Kongsemnerne» er det, forsåvidt karakteropfat-
ningen angår. Den historiske Julian var rimeligvis likeså fjern fra den
diktede som den historiske Haakon fra dramaets. Derimot betyr det vesent-
lig at det i tidsfarven, i dramaets tone, i replikkenes klang intet er som
støter vår historiske sans. Den kamp som «Kejser og Galilæer» behandler,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
