Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KOMEDIENE 83
«Ach Farvel, Nille! Dog din Carnali, du har ikke forskyldt at jeg
skulde tage Afsked med dig. Farvel Jens, Niels og Christoffer! Farvel min
Dotter Marthe! Farvel min Øie-Steen! Dig veed jeg selv at være Far til;
thi du blev giort førend Degnen kom hid, du har ogsaa din Fars Ansigt,
vi ligner hinanden som to Draaber Vand. Farvel min brogede Hest! og
Tak hver Gang jeg har redet paa dig; næst mine egne Børn har jeg intet
Beest elsket saa meget som dig. Farvel, Feierfax, min troe Hund og Dør-
vogter! Farvel Moens, min sorte Kat! Farvel, mine Stude, mine Faar, mine
Sviin, og Tak for godt Campagnie og for hver Dag jeg har kiendt Jer.
Farvel...»
Smukkere og enklere kan intet menneske dø. Man hadde unt Jeppe
at det hadde vært alvor. —
— I intet stykke har Holberg lagt så meget av sin egen erfaring, sitt
eget vesen og av selve tidsproblemet som i Erasmus Montanus. Han selv
kom engang som ung og hissig fyr hjem fra en utenlandsreise til en liten
norsk by og gav sig til å dosere at kvinnene ikke var mennesker til stor
forargelse for byens folk, og en ung vakker pike, som også Holberg så var
ung og vakker, hadde brødre som tok sig fore å bringe Holberg til fornuft,
og han tok fornuften fangen og tok ordene i sig igjen. Det hele dampet
bort som en spøk, som et lystspill.
Han kom som ung lærd, en dypttenkende og vidtskuende og fritt-
følende ung mann, tilbake fra store forhold til en halvstor hjemmetilfreds
by, hissigheten og iveren satt ham ennu i blodet, forkynnelsestrangen var
brennende i ham, og han kunde ikke ta noe hensyn til de mugne meninger
i den halvstore by. Han kalte forargelsen og vreden ned over sig, men
han tilbakekalte ikke, hverken av hensyn til gamle eller unge, han stod
fast og rank og seiret på en måte til slutt. Han kjente alvoret i sammen-
støtet mellem gammelt og nytt, og han kjente dets lystighet. Han smeltet
dem sammen og skapte en komedie av det, hvorav det fremstod den
hissige, disputersyke unge student som med stedighet, i stedet for alvor
forkynte store sannheter rotet sammen med pedantisk sludder, og vise
at en slik fyr er sannheten og oplysningen en farligere fiende enn selve
uvidenheten.
Selve den ytre situasjon, sønnen som er blitt fremmed for hjemmet og
overlegen i sin innbilskhet, hadde han allerede i Jean de France. Men i
denne komedie var det bare iakttagelse, intet av ham selv. Han hadde
sett, ergret sig over og moret sig over en vrimmel av Jean de France’er,
han kunde dem på fingrene, trekk for trekk, men han hadde aldri selv
hatt en snev av den syke, han var aldri enn ikke det minste av en narr.
Men med Erasmus var han i slekt, han visste det og hadde overvunnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
