Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PEDER PAARS 6l
I gamle Dage de jo vare slemme Knegte:
En velbedaget Mand, som været har min Giæst,
Fortaalte, at her var tilforn en gammel Præst,
(Jeg nævner ey hans Navn, jeg vil ham ikke røbe)
Som tog en Daler for hvert Barn, han skulde døbe;
Og da man spurde ham, hvi han sig understod
At tage dobbelt; han da svared med frit Mod:
To Mark mig tilladt er for Børne-Daab at tage,
To for Begravelse: Nu kommer faa af Dage
Paa Sotteseng; thi de fast alle bliver hængt;
Derfore jeg min Ret kand tage ufortænkt.
Man deraf slutte kand, de vare fordum slemme.
(Det gaar mig lidet an; jeg har her ikke hiemme.)
Nu derimod man seer den bedres Dag for Dag:
Hver lever christelig, og nære sig af Vrag.
Derefter følger den fornøielige scene hvori Paars gjennemgår sin skibs-
kiste, en scene som Wessel i «Kjærlighed uden Strømper» gjentar nokså
nøiaktig, men med større skjelmeri og friere lune, og så følger angrepene
slag i slag, først på fogden, alltid hatet og forfulgt av Holberg som en ut-
plyndrer og ren skurk, så på presten. Alt hvad menigmannen vet om lov
og rett er dette:
Det veed jeg, i vor Lov beskreven er og sat,
At Præsten Tiende skal have, Fogden Skat.
Degnen, det første utkast til Per Degn, er tegnet med mindre munter-
het og fyldighet, med mere beskhet enn i komedien. Mest lystighet er det
i spranget på den lærde verden — på den ørkesløse tomme og latterlige
forskning, på den misunnelige og hatefulle lærde strid om nonsens. I diktet
gjelder det det viktige spørsmål om hvor Venus blev såret i den trojanske
krig, i høire hånd, i venstre arm eller i låret, et spørsmål som fører til
det berømte lærde slagsmål.
Hele Holbergs komedieverden ferdes ut og inn i «Peder Paars», men
ennu bare grovt antydet, løst risset op. Hvilken rikdom av figurer har
han ikke samlet sig, — her passerer de første gang revy som han lot dem
gjøre det siste gang i «Det lykkelige skibbrud». Her møter vi for første
gang Pernille (Martha), derimot er Peder Ruus ikke noen riktig Henrik.
Arv er der som Lars gårdsgutt. Og for øvrig vrimler det av dem, lærde
og læge, skrythalser og forfengelige narrer, foged og degn, gamle Gunnild,
spåkvinnen som han husket fra Norge og som går igjen i «Uden hoved
og hale». Tredje sang i annen bok er vidd det store slag mellem Jens
Blok og Gunnild og avsluttes med et for Holberg usedvanlig direkte ut-
brudd av menneskeforakt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
