Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det sidste Trå paa Volden. 17
den sidste Tid. Han skyndte saa paa for at faa sin
Examen og at blive Kandidat.
Faderen sænkede bevæget Hovedet og bad Marie følge
med den lille forgrædte Kone.
Snart stod hun ved sin Elskedes Leie.
Han saa slet ikke saa syg ud. Rigtignok var hans
Hud næsten gjennemsigtig hvid, men han havde stærke
røde Roser i Kinderne, og hans Øine var saa
glansfulde.
Hun sad ved hans Seng med hans Haand i sin, og
han var saa smilende og lykkelig.
Det forekom ham, som om de sad sammen under det
store Træ paa Volden og talte om alt muligt undtagen om
Kjærlighed.
«Naar du sidder der paa Bænken, vil du tænke paa
mig en Gang imellem, ikke sandt?» spurgte han.
«Jeg vil ofte tænke paa dig.»
«Selv — selv om du sidder der med en anden?»
«Jeg vil aldrig sidde der med nogen anden.»
Han trykkede hendes Haand med et lykkeligt Smil.
Siden kom hun daglig til ham. De gik sammen paa
Volden, som han spøgende kaldte det.
Men en Dag mødtes de ikke mere paa Volden. Han
var gaaet bort — for bestandig.
Sommeren var forbi, Træerne tabte sit Løv, saa kom
Vinteren og pudrede dem en Gang imellem med Rimfrost,
og saa kom Foraaret paany og klædte dem i deres
lysegrønne Toilette.
Marie havde seet det altsammen fra sit Vindu. Hun
havde grædt meget, og hun var bleven meget, meget
ældre, fandt hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
