Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
overraskelse svarte hun: jo, hun skulde
forsøke.
Så forsvant hun fra skolen i flere dager;
men til næste forenings-møte — det siste før
jul — meldte hun et foredrag. Hun ønskede,
at både Rendalen, fru Rendalen og Karl
Vangen skulde høre på; det var just ikke at sætte
sit lys under en skæppe, mente væninnerne.
De inbudne møtte naturligvis.
Lille Anna så anstrængt ut, da hun kom;
hun var også skælvende på hånden, da hennes
tynne bleke fingrer bladede i håndskriftet der
oppe på katedret og satte lysene tilrette.
Røst, ord-behandling var afmålt, undertiden
næsten skarp; hennes store øjne så ikke gærne
op; hvær gang dette skete, var det med en
betydningsfullhed, som kunde irritere. Hun
læste ord-ret op. Begynnelsen var især så
tilspisset.
»Kvinnen arbejder ikke i samme grad med
sig selv, som hun gør store krav til mannen.
Hun lægger ikke de fejl af, som hun pådrog
sig i andre og værre forhold. Jeg vil således
i aften nævne den ene fejl: at lyve.«
»Som den svakere har hun vænnet sig til
at lyve. Men kvinnen står ikke længer så
usikkert, at hun behøver det.«
»Jeg mener sådant, som at hun bestandig
gør sig så blid, så from, så beskeden, så elsk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
