Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kom det nu og da som en hemmelig skræk.
Naturligvis vilde hun støje den ned, blev
derved ænnu mer af det, hun ikke vilde være.
Væninnerne hviskede, at hun var biet så
utækkelig; hun, som netop havde behaget ved
sit greje, umiddelbare væsen, var nu enten
besynnerlig åndsfraværende eller voldsom.
En liten ting vakte opmærksomhed; ingen
af væninnerne fik komme længer æn til stue
og køkken; der var omhyggelig læst. Hun
formelig spejdede efter, om de spejdede.
Men snart var der én, som spejdede på
dem alle. Ingen kunde mere få være alene
med Tomasine, uten at John Kurt åpnede en
dør og stak hodet in; det kunde ikke høres,
før han stod der. Alle låsene var efterset og
smurt; dørene gik uten lyd. Spasérte de i
havens brede ganger, kom han uvæntet fræm
bak en hæk. Hviskede de, hvor han var,
begynte han at banne, bli urolig, vrang — ikke
likefræm mot dem, men dog så, at de ikke
kunde ta fejl. I regelen slog da ’ned [et
hagl-vejr over, hvor uordentlig Tomasine var.
Væninnerne tænkte, at enten var de i
vejen; eller var noget i vejen, som de mer
æn gærne vilde gå utenom. Og den ene
efter den andre kom sjældnere.
Tomasine var den, som sist forstod
mannens uro. Hun tænkte i begynnelsen, det var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
