- Project Runeberg -  Den røde krig. Ungsocialistisk Organ / 1 Aargang 1918 /
4:1

(1918-1921)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

<hDen røde Krig.</h<bUngsocialistisk Organ.

Den røde Krig.



Ungsocialistisk Organ.

Nr. 4. 10 Øre pr. Nr. September 1918. 1,25 Øre aarlig. 1. Aargang.

Militarismens Forbandelse.



Officereren: „Havde vi bare nok af den Slags<bMandfolk, skulde vi snart vinde<bKrigen“.
Officereren: „Havde vi bare nok af den Slags

Mandfolk, skulde vi snart vinde

Krigen“.


Officereren: „Satans ogsaa at saadanne Skrog<bikke kan gaa hen og krepere.<bNaar Civilisterne ser dem bliver<bde Antimilitarister allesammen“.
Officereren: „Satans ogsaa at saadanne Skrog

ikke kan gaa hen og krepere.

Naar Civilisterne ser dem bliver

de Antimilitarister allesammen“.

Forbedringshus.



Det blev altsaa Resultatet af
Overvejelserne. I en Tid, hvor
Arbejderklassen er ved at rejse sig
gennem Afkastelse af sit
aarhundredgamle Aag vover man at byde
de Revolutionære en saadan
Udfordring.

Vi husker alle saa godt hin
mindeværdige Dag. Alle os, der var
med den Dag, er jo indvendig glad
over, at vi fik Lov til at være
Vidne til en af de første revolutionære
Rejsninger her i Landet. Hvor
følte vi os ikke store og stærke hin
Februardag paa Marchen gennem
Byen. Hvor bankede ikke vore
Hjerter, ikke af Frygt; men af
Iver for at være med, for at vise
Borgerskabet, at man kunde tirre
Arbejderklassen for meget. I det
Øjeblik kendtes kun en Følelse —
Hadet.

Hadet til det Samfund, som
havde bedraget os saa umaadelig, til
de Politikere, hvis sledske Ord i
nogen Tid havde holdt
Bevægelsen nede, til den Overklasse, som
til daglig haanlo af os og vore
Krav; men den Dag var saa
underlig tavse og forskræmte.

Det var den første Forløber af
Revolutionen. Vi føler vel alle, at
den snart bliver efterfulgt af flere.

Nu har de altsaa dømt vore
Kammerater. Lige i Øjeblikket kan det
se ud, som om vi har tabt Spillet,
det er Reaktionen, der er ovenpaa.

Lad os se, hvad der er Aarsagen
til den middelalderlige Dom.

Det er klart, at i en Sag som
denne udmaales Straffen ikke alene
efter juridiske Paragrafer. Ogsaa
de politiske Forhold spiller en stor
Rolle, ja maaske den største. Man
rettet sig i nogen Grad efter
Stemningen ude i Landet, især blandt
Arbejderbefolkningen.

Naar saa Regeringen ser, at det
store mægtige Socialdemokrati,
som endnu opretholder Fiktionen,
at de er Arbejderklassens
Repræsentant, hensynsløst svigter
Frihedsidealet for at tækkes
Borgerskabet saa maa man ikke forundres
over, at Regeringen slaar haardt
ned paa Syndikalisterne.

Men vi véd, at Regeringen
regner fejl, naar de tror, at
Syndikalismen ikke har mange Tilhængere
ude omkring i Landet. Og lad os
i den kommende Tid vise Regering
og Borgerskab, at selv om de
endnu har Magt til at spærre vore
Kammerater inde, saa vil den Dag
snart komme, hvor Syndikalismen
og Ungsocialismen som en
Stormflod bryder ind over Landet, og da
vé dem, der søger at være
Bolværk mod den frembrydende
Strøm.

Vore Kammerater har de taget.
Det er vor Pligt saa hurtigt som
muligt at faa dem ud igen.

Man maa haabe, at den Vej, som
de Arbejdsløses Organisation har
slaaet ind paa, ved at samle saa
mange Protestunderskrifter som
muligt, er den bedste i Øjeblikket.

Forstaaelsen af Arbejderklassens
enorme Magtmidler er endnu ikke
gaaet op for Flertallet af vore
Klassefæller; thi saa behøvede vi
ikke at bede, saa tvang vi
Regeringen til at udlevere vore
Kammerater. Maa den Tid, da dette kan ske,
ikke være saa langt borte. Disse
barbariske Domme har ialtfald
rykket Tidspunktet nærmere.

        Andreas Fritzner.

Socialismen paa
Fyrsternes Stole.



Den Tid hvor Socialismen var
de besiddende og herskende
Klassers „enfant terrible“, alle
priviligerede, snyltende Eksistensers
Smertensbarn, der var kaldet til at
gøre en Ende paa hele
Driverherligheden med den i Rigdom,
Luksus og Overflod svælgende
Tilværelse, vilde for længst være
forbi, hvis Socialdemokratiet var
Socialismens eneste Repræsentant.

Den egentlige Socialisme, som
for Millioner af Proletarer betød
Befrielse fra Lønslaveriet, altsaa
bedre Ernæring, bedre Klæder,
kortere Arbejdstid, større
Udviklingsmuligheder for Aanden og den
æstetiske Trang, Befrielse fra
Militarismen og frem for alt fra det
organiserede Massemord, fra
Krigen, er af samvittighedsløse
Politikere og beskidte
Stræberkarakterer trukket ned i deres personlige
Interessesfæres Tjeneste; og denne
Socialisme er bleven brugt som
Middel til at opnaa persotdio Ære,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:43:07 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/denrdekrig/1918/0025.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free