Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maanen skinnede ned paa hende — paa hende
alene! — der laa sammenkrøben neden for det
høje Staaltraadshegn. Bag Hegnet laa Haven
med Katte og Kattekillinger og hele den vide,
vide Verden med Ræve og Botter og slemme
Drenge, som sætter Snarer ud i Skoven.
Sølverdun havde aldrig i sit Liv set rigtigt
Maane-skin før og syntes, at den gamle velbekendte
Hønsegaard var bleven fuldstændig forvandlet
og uigenkendelig. Et Sildeben med stort
Hoved og et Par Krebseskaller med Kløer,
som Kokkepigen nylig havde kastet derind,
saa’ græsseligt uhyggelige og spøgelseagtige ud.
Og naar hun tænkte paa, at inde i Hønsehuset
sad den gamle Hane nu paa sin Pind . . .! Nej,
her kunde hun slet ikke være. Ud i den vide
Verden maatte hun, enten Vingerne vilde bære
eller ikke bære hende.
Hun styrkede sig til Langrejsen med alle de
Madvarer, hun kunde finde i Gaarden, og turde
oven i Købet pille lidt ved det uhyggelige
Sildehoved. Ganske uventet, medens hun stod og
saa’ sig om, fik hun Øje paa fire Korn, som
den blinde Bantam-Høne havde fundet — hun
havde selv set hende gaa og samle dem op og
slæbe dem bort, da hun hørte de andre støje
omkring Sildebenet. Dem tog Sølverdun og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
