Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARTI AF DYREHAVEN.
Havet bruger kun Timer., ja kun ØieBlikke, naar det ikke netop nedtrykkes
af Isens Dække, for at gaae over fru det Smilende og l.yse til det Truende
og Mørke; Landet bruger Tidens føngere Skifter til sin Omdannelse: hvad
Vinden er for Mint, ere Aarstiderne for delte. Medens Sydens Egne have den
evige Sommer, de lige lange Dage, de altiilgrnnne Træer, og selv Havet sine
Passatvinde og sine stadig vexlende Strømninger af Vinden fra det stærkt
opvarmede I,and og fra Soens kjøligere Masse, har vort kolde Nord den
Fortryllelse, der ligger i Forandring: vort eget lille Land har i Forening med alle
de Ulemper, som et stormfuldt og hurtig skiftende Klima bringer, særlig en
saa heldig Beliggenhed, at den er sydlig nok, i hvert Fald paavirket nok, af
sydvestlige Vinde og Havstrømninger, til at Sommeren kan naae os med sine
varme Farvetoner, og nordlig nok, til at Vinteren kan give os et heelt Billede
med Sneens Dække og Isens Baand paa Vandene,
»da Skoven staaer
med Biimfrost i de dunkle Lokker«.
Det er denne Danmarks Vinter, det medfølgende Blad vil bringe os i Minde.
Det er Østenvinden, (len anden Hovedfactor i vort sammensatte Klima, der alt
i December med en Sneestorm tidligere end ellers bar bragt os Vinteren.
Træernes snceklædte Stammer og det endnu ikke ganske bortviftede Løv bære
Vidnesbyrd herom. Solen daler mod Sydvest og giver endnu sin varme
Farvetone til Sneen, medens dens Straaler brydes i de utallige Krystaller, — hvilke
Penslen forgjæves vilde forsøge at gjengive; den i Skygge liggende Skraaning
mod Øst bærer derimod Vinterens kolde, blaalige Tinte som Gjenskin af den
rene Luft og bebuder den strenge Kulde i den kommende Nat. Intet
Menneske sees i den udstrakte Dyrehave, der i Sommerens Dage er den vante
Tumleplads for den nære Hovedstads Beboere; selv Fuglene ere tyede til
Byerne eller have begivet sig paa de lange Beiser lil mildere Zoner; kun
Kronhjorten med sin Hind vandrer stolt paa dette sit sidste Fristed og frygter ikke
for hiint lille Jagtslot fra Christian den Sjettes Tid hist paa lloien, hvorfra, før
i Vinter som i Sommer, del truende Horn lød, medens Parforcejægernes vilde
Jubel spredte sig over den omliggende aabne Slette.
G S. U’ibos Hogtryfckorl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
