Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 12. Om lovene for livets fremgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
Om disse sidstnævnte, kulturorganerne (fra verktøi og
vaaben til kunstverker og videnskabelige theorier), vet
vi med sikkerhet, at de er kapitaliseret overskud av energi;
i regelen produktive eller rentebærende kapital-anbringelser,
som under gunstige vilkaar hjælper til frembringelse av
et endda større overskud, hvorav en del atter kan an-
bringes paa en produktiv maate. Saaledes kan over-
skuddet under gunstige vilkaar atter og atter fordobles.
Og organdannelsen fortsættes.
Dette er, som ovenfor nævnt, kulturfremgangens enkle
mekanisme. Overskud av energi kan anbringes i , faste
kapitaler*, for at laane et merkantilt uttryk.
Men hvad der med empirisk sikkerhet gjælder kultur-
organerne, maa efter al sandsynlighet ogsaa gjælde de
fysiologiske organer. De to store hoved-grupper av or-
ganer for livets utvidelser har faktisk den eiendomme-
lighet tilfælles, at de under gunstige ydre og indre vilkaar
utvikles fremad i retning av stigende specialisering og
arbeids-deling; følgelig i retning av energi-besparelse. Og
jo mere begge grupper blir energi-besparende, desto mere
kan de hjælpe organismen til at vinde nyt overskud i
energi-omsætningen.
Men da opstaar det spørsmaal: Hvortil benyttes det
energi-overskud, som kan opstaa ved organernes speciali-
sering? Med empirisk sikkerhet kan vi for tiden besvare
dette spørsmaal alene for kultur-organernes vedkommende.
I den kulturelle utvikling benyttes en del av det voksende
overskud til fastsat progressiv variation av det kulturelle
arvestof (hvis man vil tillate dette nye uttryk). Den analogi-
slutning forekommer mig, som før nævnt, uimotstaaelig, at
væsentlig det samme gjælder den før-kulturelle livs-utvikling:
av det energi-overskud, som opnaaes ved stigende specialise-
ring av organerne, kan en brøkdel uvilkaarlig benyttes til
progressiv variation (eller ,mutation*) av det organiske
arvestof, som Weismann kalder ,kimplasmaet*. Denne
tanke forekommer mig at være en arbeids-hypothese,
som likefrem paanødes os av nutidens energi-lære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
