Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 5. Darwinismens tidsalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
menneskets følsomhet overfor disharmoni og smerte paa
hele den primitive menneskehet og endog paa dyrene.
Idet man satte sig paa dyrenes plads, følte man det, som
om dyrene i naturen lever i en forfærdelig krigs-
tilstand, og som om de selv føler sig altid utrygge for liv
og lemmer, altid utsat for hungersnød, pinsel og drap.
Man glemte, at efter denne opfatning, som laante dyrene
noget av den høieste menneskelige grad av bevissthet,
vilde det være uforklarlig, at vore sangfugler kan synge
om kjærlighetens sødme og ha overskud nok av livsmod
til lange reiser og til opfostring av sine smaa. Uforklarlig
vilde det ogsaa være, at dyrenes unger gjennem hundrede-
tusener eller millioner av aar har kunnet fødes med driften
til sorgløs, overgiven lek. En del av den naturalistiske
tids digtere glemte, at selv naturmennesket har i enkelte
av de store krigstider i den grad vænnet sig til at
føle kampen som sit element, at digterne besang selve
krigen som en lek. Man drog syngende og spillende ut
til kamp; man sang om krigens lek mellem slagene.
Jeg skal her blot nævne et enkelt glimrende eksempel
paa en moderne digters misvisende syn paa dyrenes lidelser
i kampen for tilværelsen; den høit begavede nordlandsdigter
Andreas Hauklands pragtfulde og medynksfulde bil-
lede av de store torskefiskerier i novellen ,Havet*; et
billede, som gjør forfatterens fantasi og stilkunst og gode
hjertelag ære, men som viser en uperspektivisk op-
fatning av det lavere dyreliv. Haukland viser med stor
anskuelighet og kraft, hvorledes det daglige syn av alle
de blodige optrin i naturen — som spækhuggerens jagt
paa hvalen, der utgyder strømme av blod, ,som om der
var hugget et blødende saar i selve det sovende hav*,
— den døende hvals krampetrækninger og ikke mindst
de store slagterier paa fiskebankerne — maa kunne drive
et menneske, og især en prest, til fortvilelse og selvmord,
naar han tænker paa Gud som skaperen og opholderen
av denne blodige verden. Han saa ,de vældige fiskestim
sigende ind mot grundene . . . De kom i millioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
