Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Løbegraven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Carlberg lyttede og befalede barsk Soldaterne at
forholde sig stille. De blev øjeblikkelig tavse, me
dens de med rørende Omhu tildækkede Liget og
fra dette Øjeblik bar det videre med en øm Forsig
tighed, som om de mente, at deres Afgud endnu
kunde føle Stødene fra den ujævne Vej. Sørgetoget
naaede uden videre Uheld til den ældre Tranene,
Baaren løftedes op over Brystværnet og ankom kort
efter til Hovedkvarteret i Ustedalen, hvor Kong
Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste Guds
tjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gu
stav Adolfs Portræt og Bønnebog.
Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes
Lig ført ind i den Hytte, hvor han plejede at ud
hvile sig. Idet Baaren naaede Husdøren, traadte
den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blot
tede sit Hoved og stirrede i det klare Maanelys
endnu en Gang paa de kongelige, stivnedel ræk,
som om han forgæves søgte Svar paa et Spørgs
maal, en uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig
skulde opklare. \ ’ ’.’.
Bjørnstad — det var ham — huløjet, hentæret
og ensom, bøjede et Knæ mod Jorden, idet Liget
blev baaret forbi ham.
»Ikke blev vi dine Nordmænd; men du blev vor,
Carl af Sverige!« udbrød han med høj Røst. »Du
store døde! nu først hilser jeg dig velkommen til
vort eget, frie Norge!«
Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte
Fakler og sørgende Soldater, strakte den ensomme
Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk saa
sejrsstolt og jublende som i Bevidsthed om en vel
udført Gerning — som om han i dette Nu gennem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
