Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Løbegraven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
309
løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i
Guldlandet. Vi følger ham blindt. — Leve vor her
lige Kong Carl!«
En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Ar
bejdet. Soldaterne sprang op og greb Hakke
og Spade.
Den store graahaarede eftersaa Laasen paa
sin Pistol og fulgte efter de andre. De stærke,
buskede Bryn var sammendragne og Blikket fast
og glødende, som om han bar paa en urokke
lig Beslutning. Saaledes ser den Mand ud, der
har sat sig det store Maal og hjemfører Se]r
eller Død.
Kongen gik urolig frem og tilbage i de fær
dige Løbegrave og fremskyndede Arbejdet. Carl
den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav sig Udtryk
i store og kongelige Gåver, havde samme Ettermid
dag forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hult
mann, der fulgte ham i alle hans Krige, blev hos
ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til øver
ste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en
særlig alvorlig og bevæget Stemning. Da saaledes
en Officer, der ledsagede Majestæten ned gennem
den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord
om en Kammerat, der stod dukket under Bryst
værnet, var Ordene næppe udtalte, før Kongen havde
den talende ved Haanden og udbrød mildt og ind
hængende:
»Ikke saa, min kære, Jeg mærker nok, hvad
I vil sige, men lær det af mig aldrig at tale
ondt om noget Menneske, nåar I taler med eders
Konge«.
Officeren lagde Haanden paa Hjertet og buk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
