Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjemmets Fugl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
106
de Strengelyde* han forgæves søgte i fjerne Dale med
Rusen i Hoved og Hjerte, medens stærke Drømme
syner bestandig drev ham videre, videre mod det
übekendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandre
lyst bortvejret; han sad med Fedlen under Kind i
Tusmørket og spillede sine egne Sange, og Olaug
stod et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi
laa sammentrængt i disse Inspirationens hellige Øje
blikke; han følte blot, at nu var han hjemme. Han
vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øjne
fyldtes med Taarer, at übegrebne Længsler skælvede
i hendes Aarer. Han spillede blot, Toner, fødte for
en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, übe
sudlede, ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra
Naturens Hjerte.
Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner
vældede frem, mørke, vilde; de skulde senere finde
deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen aandede
sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu
svarede han rolig:
»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør rejse til Staden.
Jeg hørte jo selv for lidt siden, at den svenske
Vagtmester herinde lovede at komme tilbage til
hende i Morgen«.
Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter
Livets største Gaade. Fandt disse to Svar paa deres
Spørgsmaal? De vidste det ikke.
Et Skrig lød pludselig ovre fra dén anden Side af
Kløften. Jørgen sprang til Vinduet. Guru udstødte
en opskræmmet Kaglen og baskede med Vingerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
