Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - »S. M.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
13
Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd.
En høj lydt Snøften kom igen med regelmæssige Mel
lemrum, mens han saa op mod Loftet, hvor Uroen,
der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt
Bevægelse som Samvittighedsnaget i den firskaarne
Sømands Indre.
»Aah ja, aah ja, lille Mutter, hvorfor kunde du
ikke ogsaa holdt ud, til jeg fik bygget mit rare Hus
nede paa Tangen ved Svarte-Jansund, saa skulde
du have faaet dine magelige Dage — aah ja, aah
ja! —- Sikke Søskende, jeg arme Mand har faaet!«
fo’r han pludselig op og slog i Bordet. »Mens jeg
var ude paa de lange Rej ser og tænker paa ingen
Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor
lille Mo’er som Skipper paa egen Skude, saa har I
ladet hende forkomme heroppe i Sult og Elendighed!
Sikke Søskende, jeg ulyksalige der har faaet! Det
fcrvindes aldrig«.
Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.
Søsteren betragtede ham med Ringeagt.
»Daniel taler som altid med om Ting, han
ikke forstaar«, sagde hun. »Hvad vilde min vel
fornemme Patron sige, om jeg i Tide og Utide
føjtede af min Plads som velbestaltet Husbestyrer
inde for at besøge min fattige Slægt? Hun havde
jo desuden sin rige Broder Bjørnstad derovre, og
Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo’er i Fjor. Han paa
stod, at hun havde det godt nok. Nu maa han staa
ved sit Ord«.
Jørgen, en høj og bredskuldret Mand omkring
de tredive Aar med blaa, aabenhjertige Øjne og et
gulbrunt Kindskæg, og som hidtil havde siddet tavs
paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme
Leje, saa op og nikkede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
