Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beredelser betydde, at de selv ventede paa noget ikke
almindeligt. Hendes mod var ikke stort før, og det blev nu mindre.
Faderen satte sig ved højsædet, altså lige ved det borteste af
de vinduer, som vendte mod bygden. Moderen havde sat sig
på samme bænk, men nærmere mod kjøkkenet. Mildrid tog
plads på forsædet, d. v. s. langbænken foran bordet. Der kunde
Hans se hende; han kunde også se faderen lige 5 ansigtet, men
neppe moderen.
Moderen spurte, som faderen før, om sæterstellet, fik samme
besked og lidt til; thi hun spurte nøjagtigere. Skjønt det var
øjensynligt, at begge parter drog samtalen ud, var emnet snart
tømt. I den stilhed, som faldt, så begge forældrene på Mildrid.
Denne undveg og spurte om nyt fra bygden. Skjønt dette emne
blev tøjet så langt som muligt, tog også d e t ende. Samme
stilhed, samme forventende øjne på datteren. Denne havde ikke
mere at spørge om, men begyndte at stryge med den flade
hånd på bænken, hvorpå hun sad. "Har du været hos
farmor?" spurte moderen, hun begyndte at bli ræd. - Nej, hun
havde ikke det. Dette var en tilståelse af, at datteren havde
et bestemt ærend hid, og nu kunde der ikke med sømmelighed
ventes længer. - "Jeg havde nok noget, som jeg skylder at
sige," fik hun endelig frem i bestandigt farveskifte og med
nedslagne øjne. Forældrene så bekymrede til hverandre. Mildrid
løftede hodet med stort, bønfaldende blik. "Hvad er det, barnet
mit?" mødte moderen i angst. - "Jeg er forlovet," sagde
Mildrid, sænkende hodet, og brast i gråd.
Der kunde ikke faldt mere bedøvende slag inden den stille
ring! Blege, tause så forældrene på hverandre. Den stø,
sagtmodige Mildrid, hvis varsomme væsen og lydighed forældrene
så ofte havde takket gud for, havde uden deres råd, uden deres
vidende foretaget livets vigtigste skridt, det, som også opgjorde
forældrenes fortid og fremtid. Mildrid følte i samme stund hver
tanke, de gjorde sig, og frygten stansede gråden. Mildt,
langsomt spurte faderen: "Hvem er det så med, barnet mit?" -
Efter en lang stilhed kom svaret hviskende: "Det er med Hans
Haugen."
Noget navn eller nogen begivenhed fra Haugen var vel ikke
nævnt der i stuen i over tyve år. Som forældrene så sagen,
var der bare kommet ondt fra Haugen over denne gård. Mildrid
skjønnede atter deres tanker; hun sad ubevægelig, ventende sin
dom. Men atter mildt og langsomt sagde faderen: "Vi kjender
<£& 447
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
