Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig fra alle kanter forfulgt, afstængt og indfanget, – men hvad
strængt var grebet, blev holdt mygt i forbarmelsens hånd.
Det var, som blev hun – uden et dommens ord – kun lagt
indfanget over i alkjærlighedens favn. Og der bad hun, og
gråt hun, og hun hørte Signe gjøre det samme og elskede hende
for det!
Da provsten gik ned fra sin sandheds stol for at gå forbi
til sakristiet, lå endnu glansen over hans åsyn fra mødet med
den høje. Hans øje faldt lige og forskende på Petra, men da
hun så stort op i det, gik en mildhedsstråle henover; han så
rask hen i krogen til datteren, idet han gik videre.
Signe rejste sig kort efter; sløret var for, så Petra ikke
vovede at følge. Hun gik derfor senere. Men idag sad atter
alle tre sammen ved spisebordet; provsten talte lidt, men
Signe var sky. Så snart provsten, der øjensynlig vilde ha
det forefaldne på tale, kom med den sagteste hentydning,
undveg Signe så bly og fint, at provsten måtte huske hendes
mor, – blev taus og efterhånden sørgmodig. Det skulde så
lidet til.
Nu er der intet pinligere end en mislykket
forsoningsprøve. Man rejste sig uden at kunne se lige på hverandre,
end sige takke. I dagligstuen blev det tilsist så trykket, at
alle tre gjærne vilde gå ud igjen, men ingen først; – Petra
for sin del følte, at gik hun, så var det for bestandig. Hun
kunde ikke gjense Signe, når hun ikke fik lov til at elske
hende, hun kunde ikke tåle at se provsten sorgfuld for sin
skyld. Men skulde hun rejse, måtte hun afsted uden afsked;
ti hvorledes kunde hun ta afsked fra disse mennesker? Blot
tanken derom jog hende op i en bevægelse, hun med yderste
nød kunde dæmpe.
Hvert minut, som forlænger en sådan trykket stilhed, hvori
vi venter på hverandre, gjør den mere uudholdelig. Man kan
ikke røre sig, fordi man føler, at det mærkes; hvert suk høres,
det høres også, at en er ganske rolig; ti det høres som
hårdhed. Man kommer i spænding, fordi der ikke siges noget, og
man bæver for, at noget skal bli sagt.
Enhver følte, at dette øjeblik aldrig kom igjen. De mure,
man sidder og bygger op imellem sig, vokser, vor egen skyld
vokser, de andres vokser, vokser med hvert åndedrag; snart
er vi i fortvilelse, men snart i harm; ti den, der bærer sig
således ad imod os, er ubarmhjærtig, ond, ikke tåler vi det,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
