Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Fjerde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hende god, hel, dygtig; hun bad gud om at hjælpe, så Ødegaard
aldrig måtte slippe hende mere. Og just som hun var løftet
i dette håb, ser hun ham komme smilende imod sig; han havde
vidst, hvad vej hun vilde ta, og gik til møde! Dette rørte
hende, hun sprang imod ham, greb begge hans hænder og
kyssede dem; han blev skamfuld; da han så nogen komme
langt borte, drog han hende med fra vejen opover mellem
trærne, han holdt hendes hænder i sine, og hun sagde hele
vejen: "Hvor dejligt, at De kom! Nej, jeg kan ikke tro, det
er Dem, å, De må aldrig mere rejse bort! Forlad mig ikke,
nej forlad mig ikke!" Her styrtede hendes tårer frem, han
bøjede hendes hode sagte ind til sig som for at dække dem,
han vilde gi hende ro; ti han trængte, hun var rolig. Men
hun lagde sig ind til ham som fuglen under den vinge, der
løfter sig for den, og hun vilde ikke mere frem igjen. Overtalt
af denne tillid lagde han armen over hende, som vilde han
tilsige hende det ly, hun søgte; men neppe fornam hun det,
så løftede hun sit forgrædte ansigt op imod ham, hendes øjne
mødte hans, og alt, som kan skifte i et blik, når anger møder
kjærlighed, når taknemmelighed møder giverens glæde, når ja
møder ja, det fulgte rask på hinanden; han omfattede hendes
hode og trykkede sine læber mod hendes; han havde tidlig
mistet sin mor, han kyssede for første gang i sit liv, og det
samme gjorde hun. Ingen af dem kunde løse sig fra det, og
da det skede, var det for atter at synke sammen. Han skalv,
men hun strålede og blussede, hun kastede armene om hans
hals, hun hang sig ved ham som et barn. Og da de satte sig,
og hun kunde få røre ved hans hænder, hans hår, hans
brystnål, halstørklæde, alt dette, hun på afstand ærbødig havde set
på, og da han bad hende sige du og ikke De, og hun ikke
kunde, og da han vilde fortælle hende, hvor rig hun havde
gjort hans fattige liv fra første stund, hvor længe han havde
kjæmpet imod for ikke at stanse hende ved dette, ikke ta sig
betalt således, og da han opdagede, at hun ikke var i stand
til at forstå eller samle et ord af, hvad han sagde, og da han
selv heller ingen forstand længer fandt deri; da hun vilde flytte
hjem med til ham straks, og han leende måtte bede hende
vente et par dages tid, så skulde de rejse sin vej bort fra det
altsammen; - da følte de, da sagde de, som de sad inde
mellem trærne, med fjord og fjæld i aftensolen foran sig, mens et
horn lød fjærnt og sang, at dette var lykke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
