Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tiende kapitel - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN GLAD GUT
Løft dit hode, og tag din dåb
af det høje, strålende håb,
som over verden hvælver
og i hver livsgnist skjælver!
ELLEVTE KAPITEL.
Midt i middagshvilen var det; folkene sov på de store
Hejdegårde, høet lå kastet efter dem på volden, og riverne
stod stagede i jorden. Nedenfor låvekloppen stod høslæderne,
sæletøjet lå afsprættet ved siden, og hestene gik i tjor et stykke
derifra. Foruden disse og nogle høns, som var komne borti
ageren, såes ikke et levende væsen på den hele slette.
I fjældet over gårdene var der et skar, og der gik vejen
ind til Hejdegårdssætrene, store, græsrige fjældsletter. Oppe i
skåret stod idag en mand og så nedover sletten, ret som om
han ventede nogen. Bag ham lå et lidet fjældvand, hvorifra
den bæk løb ned, som gjorde skar i fjældet; omkring dette
vand gik på begge sider kreaturveje indover mod sætrene, som
han kunde se langt borte. Det haukede og gjødde fremover
mod ham, bjælderne skingrede mellem aserne; ti kjørene skinede
og søgte vandet, hunde og gjætere vilde samle dem, men
forgjæves. Kjørene kom sættende med de underligste fagter,
gjorde nødtvungne kast og løb med korte, olme brøl og halen
i vejret lige ned i vandet, hvor de blev stående; deres klokker
kimede over vandet, hver gang de bevægede hodet. Hundene
drak lidt, men blev tilbage på fast land, gjæterne kom efter og
satte sig på det varme, glatte berg. Her tog de frem sin
nistemad, byttede med hverandre, skrød af hinandens hunde, okser
og husfolk, klædte sig siden af og sprang i vandet ved siden
af kjørene. Hundene vilde ikke ud, men sluntede dovne
omkring med hængende hode, hede øjne og tungen på den ene
side. Rundt i lierne såes ingen fugl, ingen lyd hørtes uden
børnenes småsnak og klokkekim; lynget stod forbrændt og
afsvedet, solen hedede op bergstierne, så alt kovnede i varme.
Men Øyvind var det, som sad deroppe i middagssolen og
ventede. Han sad i skjorteærmerne tæt ved den bæk, som
randt ud af vandet. Ingen viste sig endnu på Hejdegårdsslet-
S^p. 283
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
