Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Småstykker - Blakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bjælde fra løvskogen under åsen. De ilede derhen, - men
mødtes af Blakken, som med sprudende øjne forbød dem at
komme nærmere. Han var ikke til at kjende igjen. Med løftet
hode, vajende manke travede han rundt om hoppen og føllet
i store kredse, og det var kun efter megen blid tale og ved
hjælp af salt, som de bar med, at de kunde få ham til at
huske, det var kjendtfolk, som kom. Men denne Blakkens
storbedrift, som i sit slags var enestående, lagde sådan glans
om hans navn, at han fra "Præsteblakken" herefter ophøjedes
til at hede "Bjørneblakken." Gang på gang, år efter år var
han i kast med bjørnen og hver gang længe bagefter ikke til
at styre. Han kom engang hjem med mærke efter bjørnens
klør; det havde været en gammel kjæmpe, som havde fåt tag
oppe under øjnene på hesten og havde rispet forfærdelig
nedover, da hesten havde slidt hodet løst. At ha en så gammel
skjothest gående skarpskod i udmarken var ellers farligt; men
hestene kjendte ham og flygtede, og selv om en og anden
endnu var dum nok til at lade sig banke, så var man
overbærende med Blakken for hans store berømtheds skyld. En
hest, som lagde bjørnen i bakken, måtte få gjøre, hvad han
vilde.
Hvor beundret han var, kunde best sees, når vi, som
sjælden hændte, var nødte til at ta ham til kirkehest. Skulde hele
familjen med husjomfru og lærer op og kjøre, måtte han drage
tre, fire af os i en gammel gig, hvori man sad "ej blot til lyst."
Da ingen af de sædvanlige stås-sæler var stor nok, måtte han
humpe i vej i arbejdstøjet, og da den svære, gjenstridige man
lå ned i øjnene på ham, så han just ikke ud til at fare i
kirkefærd. Man måtte sætte ham bagerst; ti dels vilde han ikke
springe, men bare gå som foran arbejdskjærren, dels vilde han
op med kirkefolket i alle de skogveje, han var vant til. Men
gik han bagerst, fulgte han jo på en vis med; når de andre
heste sprang, så byksede Blakken, og således kom de, der sad
i giggen, frem humpende i rykkevis, eller som i sjøgang, og
ved en lejlighed med virkelig sjøsyge. Ved kirken derimod
forandrede det hele sig. Der var nemlig mange andre hester,
han løftede straks hodet og gav et kampfærdigt skrig; det
svarede fra markerne rundt om, han vilde afsted med giggen,
men blev holdt, afklædt og tjoret. Han havde sit særegne
tjor med og blev sat på en plads tæt under fjældet for at være
så langt fra de andre hester som muligt. Men han vilde til
dem, han sled i tjoret, rejste sig på bagbenene, rystede manken
£^£t, 183
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
