Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Femtende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ARNE
moderen efter. Her var stor opdækning med rømmegrød,
spege-kjød, kringler; men Eli så ikke på det, hun satte sig på en stol
borte i klokkekrogen, op til væggen og skalv, bare hun hørte
en kat røre sig. Moderen stod ved bordet. Faste skridt lød
på stenhellerne, et kort, let skridt i gangen, døren stille op, og
Arne trådte ind. Det første, han så, var Eli i klokkekroken;
han slap døren og blev stående. Dette gjorde Eli endnu mere
forlegen; hun rejste sig, angrede det straks og vendte sig mod
væggen. - "Er du her?" sagde Arne sagte, han blev blussende
rød, da han spurte. - Hun tog en hånd op og holdt for sig,
som når solen falder for stærkt i øjnene. "Hvorledes -?" han
fuldførte ikke, men han gjorde et skridt eller to imod hende;
da sænkede hun hånden igjen, vendte sig mod ham, men bøjede
hodet og brast i gråt. - "Gud velsigne dig, Eli!" sagde han
og tog omkring hende; hun lagde sig op til ham. Han hviskede
noget nedover til hende, hun svarede ikke, men tog ham om
halsen med begge sine hænder.
Længe stod de således, ikke en lyd hørtes uden fossen,
som gav den evige mindelse. Da gråt der nogen borte ved
bordet, Arne så op, det var moderen; han havde ikke set hende
før. "Nu er jeg sikker på, at du ikke rejser fra mig, Arne,"
sagde hun, kom gående over gulvet hen til ham; hun gråt
meget, men det gjorde godt, sagde hun.
Da de i den lyse sommernat gik hjem, kunde de ikke tale
stort i sin nyfødte herlighed. De lod selve naturen føre tale
imellem dem, så stille, lys og stor, som den fulgte. Men det
var på hjemvejen fra denne første sommernatstur, det var imod
den rindende sol, at han endnu gik og grundlagde en sang,
som han vel ikke da havde ro til at bygge, men som senere,
da han havde fåt den færdig, en stund blev hans dagvise. Den
lød således:
Jeg tænkte, jeg blev noget rigtig stort;
jeg tænkte, det kom, når jeg først kom bort.
Jeg selv og alt om mig glemtes, -
til udfærd tankerne stemtes.
Da så mig en jente i øjet op,
og små blev de vide veje:
Nu føler jeg det som livets top
med hende al fred at eje.
80 £&
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
