Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Fjortende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ARNE
den ene mønen bar fløjstang, på den dreiede en jernhane sig
med høj stjært.
Våren var kommet til fjældbygderne; det var en
søndags-morgen, lidt tungt i vejret, men rolig, uden kulde; tågen lå lige
ned på skogen, men Margit mente, den lettede op ad dagen.
Arne havde læst prækenen for sin mor og sunget salmer, som
havde gjort ham godt; nu stod han i fuld puds for at gå op
mod præstegården. Han åbnede døren, frisk løvlugt slog imod
ham, haven stod dugget og bøjet i morgentågen, men fra
Kampe-stupet brusede det med stærke, stødvise døn, så det skalv for
øre og øje.
Arne gik opover. Jo længere han kom fra fossen, desto
mere tabte dønet i rædsel, men lagde sig nu som en dyb
orgeltone over alt landskab.
"Vorherre være med ham, der han går!" sagde moderen,
hun åbnede vinduet og så efter ham, indtil buskene tog ham.
Tågen lettede mere og mere, solen skar igjennem, der blev
liv udover markerne og i haven; der grodde nu alt Arnes
arbejde med frisk vækst, bar duft og glæde op til moderen.
Våren er vakker for den, som længe har havt vinter.
Arne havde intet bestemt ærend op til præstegården, men
han vilde dog høre derhen om aviserne, som han holdt sammen
med præsten. Nylig havde han set navnene på flere nordmænd,
som havde slåt sig godt op med guldgravning i Amerika, og
blandt dem stod Kristian. Nu havde Arne hørt som rygte, at
Kristian var ventende hjem. Herom kunde han vel også faa
besked oppe i præstegården, - og var det således, at Kristian alt nu
var kommen til byen, vilde Arne til ham i tiden mellem vår- og
slåtånnen. Dette gik i hans sind, lige til han kom så langt
frem, han kunde se Sortevandet og Bøen på den andre siden
vandet. Tågen lettede også da, solen legede sig på volden,
fjældet stod med lys top, men havde tågen liggende i fanget,
skogen mørknede vandet til højre side, men der foran husene .
var det lidt fladere, og det hvide sand glitrede i solen. Med
en gang var hans tanker i den rødmalede bygning med de
hvide døre og vinduskarmer, hvorefter han havde malet sin
egen. Han erindrede ikke de første tunge dage, han havde
havt der; han erindrede blot den sommer, de begge så, han
og Eli, der oppe foran hendes sygeseng. Siden havde han ikke
været der, siden vilde han ikke gå did, ikke for alt i verden.
Bare hans tanker rørte ved det, blev han rød og skamfuld, og
dog skede det op igjen hver eneste dag og mange gange på
68 &3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
