Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arne - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ARNE
den eneste, jeg holder af og stunder til i verden! O, gud,
hvad skal det bli af mig, når Mathilde ikke længer er her, -
især nu, jeg har så meget, så meget, jeg ikke kan råde med,
når jeg ikke får tale med nogen!" - "Men du var jo
sjældnere hos hende nu," sagde Haard. - "Hvad gjorde det, når
jeg havde hende borte i vinduet!" svarede den syge og gråt så
barnlig, at det var Arne, som han aldrig havde hørt gråd før.
- "Du kunde jo ikke se hende der," sagde Baard. - "Jeg så
jo gården," svarede hun, og moderen lagde iltert til: "Du
skjønner ikke sligt, du." Så sagde ikke Baard mere. "Nu
kan jeg aldrig komme til vinduet mere!" sagde Eli. "Jeg gik
did om morgenen, når jeg stod op; om kvælden sad jeg der i
måneskinnet, og jeg gik did, når jeg ingen havde at gå til.
Mathilde, Mathilde!" Hun vred sig i sengen og fik
krampegråden påny. Baard satte sig bort på en krak og så på hende.
Men det gik ikke så snart over med Eli, som de kanske
havde tænkt. Mod kvælden så de først, at det blev til
langvarig sygdom, den hun vistnok i længre tid havde samlet op,
og Arne kaldtes ind for at være med og bære hende op i det
rum, som var hendes eget. Hun sansede ikke, var meget bleg
og lå stille; moderen satte sig hos hende; faderen stod nede ved
sengen og så; siden gik han ned til sit arbeide. Arne gjorde
det samme; men den kvæld bad han for hende, idet han lagde
sig, bad, at hun, så ung og vakker som hun var, måtte få det
godt i verden, og at ingen måtte stænge glæden ude fra hende!
Dagen efter sad faderen og moderen sammen og taltes ved,
da Arne kom ind; moderen havde grædt. Arne spurte,
hvorledes det stod til; begge ventede, at den anden skulde svare,
og derfor var det længe, før han fik svar; men endelig sagde
faderen: "Det står dårligt til." - Senere fik Arne høre, at
Eli havde været fra sig den hele nat, eller, som faderen sagde
talt uvet. Nu lå hun i en stærk sot, kjendte ingen, vilde ikke
ta mad til sig, og forældrene sad just og rådslog, om de skulde
kalde doktor til. Da de senere gik op og var hos den syge,
og Arne sad igjen, var det ham, som om deroppe var livet og
døden, begge to; men han sad udenfor.
Om nogle dage var hun dog bedre. Engang faderen sad
vagt, fik hun det indfald at ville ha Narrifas, den fugl, som
Mathilde vilde givet hende, stående foran sengen. Da svarede
Baard, hvad sandt var, at i al den hurlumhej havde folk glemt
fuglen, så den var sturtet. Moderen kom i det samme, Baard
fortalte dette, og hun skreg ende over sig i døren: "Å, jøje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
