Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Fortællingerne og Digteren. Et Guldbryllop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
FORTÆLLINGERNE OG DIGTEREN V
og digtning stanser altid ved typer; den individualiserer ikke,
lægger ikke kjød på benet og hudens årenet over lemmerne.
Også folkelivsskildrernes bønder, Asbjørnsens og Østgaards, har
alene et let individuelt anstrøk. De er til for stoffets skyld -
for sagnenes eller folkelivets -, ikke for sin egen. Hvor
mange ypperlige tilnærmelser til karakterskildring, Asbjørnsen
end med sin skarpe virkelighedssans kan gi, - hans personer
blir aldrig mere end øjebliksbilleder, færdige menneskeprodukter,
hvis utvikling vi ikke får se.
Synnøve og Arne gav vor litteratur de første fulde
menneskeskikkelser fra nyere tid; - ikke engang i Amtmandens
Døtre er utformningen av individualiteterne gjennemført.
Bjørnsons lille bondesamfund med sit enkle, snevre livspræg har et
helt galleri av levende mennesker, børn og voksne, mænd og
kvinder, - alle med kjød og blod, kraftig individualiserte, grepet
ut av livet; vi både hører og ser dem. Med få, raske slag
meisler digteren figurerne ut i sterke omrids. Ingen moderne
sjæleanalyse, bare de synlige utslag av sindsrørelserne,
"handlingens stumme sprog". Det var sagaens sterke kunst som her
levde op igjen. Det var også i sagaens skole at Bjørnson hadde
lært denne antydende, indirekte karakterisering, som så tæt
dækket den norske bondes knappe, lukkede væsen med de
sterke, tilbaketrængte følelser. Bjørnson så i et glimt væsensslegtskapet mellem fortid og nutid: ætten var den samme.
Men det var ikke bare menneskeskildringen i Synnøve
Solbakken som var ny. Også formen var det - om end ikke i
samme grad; både den indre form, foredragets sjæl, og den ytre,
stil og sprogtone. Alt er knapt, sammentrængt, indirekte;
fantasien sættes i svingning, læseren blir meddigtende. I dette punkt
knytter Synnøve på én gang til sagaforedraget og til det norske
eventyrforedrag, begge - utslag av den samme nedarvede for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
