Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Og alle Dyders Giands i hendes Øines Ild ;
Og tænk dig saa vort Nordens Erycine.
To Kinder paa hvis smilende Ovaler
To Roser blomstre mellem Amoretter,
En lille Mund, hvis rødmende Coraller
I Yndighed med Morgenrødens tretter,
Et Øiepar, hvis Ild giør Mørket lyst,
Hvis Smile skabe Dag i Dødens Grav;
En Hals, hvis 1ållier ombølges af
To mørkebrune Lokker, og et Bryst,
Imod hvis Sneeglands Alabast er surt,
To trinde hvide Arme, og et Liv,
Ilvor alt er rundt og lokkende — hvor kort
Naturen tømte blid sit vellystfulde Bliv!
Alt dette skiødesløst bedækket med
En næsten gienneinsigtig Sølv-Moer-Skye
Forblinder Odins Syn. Nat, Hule, Eensomhed,
Umuelighed i Hast at kunde flye!
Hvo af slig Fristelse sin Dyd kan redde ud,
Er ikke Menneske, og mindre hedensk Gud.
Ilan længe stille stod, som rørt af Lyn.
Jeg troer en Kampesteen ved sligt et Syn
Blev selv, trods hele dens Ufølsoinhed,
Saa henrykt, at den ei sig rørte af sit Sted,
End sige en Person, soin var af Kiød og Blod;
Hvad Under ham lidt Sands forlod?
En sød Forvirring, naar hans Øinc he ales møde,
De friske Roser, som derved udsprede sig
Paa hendes Kinders Snee, saa blussende, saa røde,
Som om Uskyldighed i deres Purpur døde;
En Zittren, denne kielne Zittren liig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
