Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
ingen Fremgang i Europa. Men i 1829 vandt
Russeren Diebilsj Sejren ved Kulevtji, erobrede Silistria
og Adrianopel og truede Konstantinopel. Sultanen,
der med tyrkisk Stivsind havde modstaaet alle
Forsøg paa Forhandling, blev nu bange og sluttede i
September 1829 Fred i Adrianopel, ved hvilken
Mol-dau og Vallakiet flk indre Selvstændighed under
Ruslands Beskyttelse. Grækenland flk først en lignende
Stilling. Men Aaret efter blev dets Grænser afstukne, den
aarlige Afgift til Tyrkiet bortfaldt, og det blev gjort
til et uafhængigt Kongerige. En Konge var endnu
ikke funden. Af Hensyn til den Støtte, Grækerne
havde fundet hos England, henvendte de sig først til
Kong Vilhelm IV’s Svigersøn, Hertug Leopold af
Ko-burg, som afslog den ham tiltænkte Ære og gav som
Grund, at han ikke fandt sig tilfreds med
Grænsereguleringen. Foreløbig maatte Grev Cappodistrias,
en født Græker og tidligere Diplomat i russisk
Tjeneste og Fyrst Metternichs erklærede Modstander
blive staaende i Spidsen for Regeringen. Og det var
en vanskelig og" en byrdefuld Opgave i et Land, hvor
Forholdene var saa forvirrede og saa fortvivlede,
som de var i Grækenland efter Krigen. Allerede i
Oktober 1831 blev han myrdet af sin Dødsfjendes,
Mauromikalis’, Søn og Broder.
JULI-REVOLUTIONEN.
Trods den hellige Alliances Anstrængelser for at
slukke Revolutionens store Brand i Europa, var det
dog bleven ved at brænde i Grunden, og i
Grækenland havde Ilden flammet højt op og havde fortæret
det gamle, lovlige og knugende Tyranni.
Men i Frankrig, i Revolutionens Hjemland, syntes
Ilden ganske at være slukket. Frankrigs Tilslutning
til den hellige Alliances Indblanding i den spanske
Politik og Optræden imod de Liberale, Indførelsen
af Censur og Genoprettelsen af de forskellige
gejstlige Ordener er tilstrækkelige Vidnesbyrd om
Reaktionens Magt.
Den offentlige Mening syntes ganske at være for
Royalisterne. Valgene til Kamrene 1824 faldt endnu
ud til deres Fordel, og Regeringen benyttede sig
straks deraf og foreslog en Lov, i Følge hvilken
Emigranterne skulde have 1 Milliard i Skadeserstatning
samt en ny for Magthaverne bekvem Valglov.
Det var Carl af Artois, der havde været de
yder-liggaaende Royalisters Fører og til Dels mod den
mere maadeholdne Ludvig XVIII’s Ønske faaet alle
de frihedsfjendske Bestemmelser sat igennem. Man
vidste altsaa, hvad Kurs han vilde styre, da han i
1824 ved Ludvig XVIII’s Død besteg Tronen som
Carl X. Han havde ikke den mindste Forstaaelse af,
hvad der var gaaet for sig i Frankrig fra 1789. At
der var dannet en Mellemklasse, »Bourgeoisiet«, som
havde spillet en betydelig Rolle og i Virkeligheden
været den, der havde afsluttet Revolutionen, kendte
han ikke noget til. Han kendte kun de to
privilegerede Klasser og disses skarpe Adskillelse fra tredje
Stand, og denne ønskede han al Landsens Ulykker.
Den havde været Skyld i alt lige fra Rigsstændernes
Sammentræden i 1789. Og han havde kun ét Maal,
Genindsættelsen af det gamle Regimente med alle
sine Herligheder for dem, der én Gang var født paa
206 238
den rigtige Side af Plankeværket, men ’med
Undertrykkelse, Slid og Slæb for alle de andre.
Som Prøveballon blev der forelagt Kamrene en
Lov om Forbrydelser mod Kirken, en Lov, der var
saa middelalderlig barbarisk, at »den vilde have
gjort en Filip II Ære«, og som satte Straf for
enhver, der bekendte sig til nogen anden Tro end den
romersk-katolske. Loven gik igennem, og Kongen
lod sig 1825 krone og salve i Rheims. Den hellige
Salvingsbudikke var ganske vist bleven slaaet itu i
Revolutionen, men fromme Hænder havde reddet et
af Skaarene med et Par Draaber af den hellige Olie
— det var alt sammen protokolleret, saa det var
ganske vist — og da Salven havde den forunderlige
Egenskab, at den formerede sig selv, saa var der
rigeligt til at salve endog en Mand som Carl af
Artois.
Det var Carl X’s nære Forbindelse med
Præsteskabet, der frembragte en Forandring i den offentlige
Mening. Denne slog helt om, da Kongen i August
1829 satte de Polignac i Spidsen for Ministeriet.
Han var Gejstlighedens fuldtro Redskab, havde været
Deltager i Cadoudals Sammensværgelse mod Napoleon
og havde i 1814 nægtet at aflægge Ed paa den af
Ludvig XVIII givne Forfatning paa Grund af, al
denne indrømmede alle franske Borgere
Religionsfrihed. Et andet Medlem af Ministeriet La
Bour-donnaye, havde udmærket sig som en af
Hoved-anførerne i »den hvide Rædselsperiode« og et tredje
var Forræderen General Bourmont. I som uden for
Frankrig kunde et Ministerium, dannet af disse
Mænd, Reaktionens voldsomste Partigængere, kun
opfattes som et direkte Angreb paa det bestaaende
parlamentariske System i Frankrig.
At et saadant Angreb netop var tilsigtet, blev
snart tydeligt. Kamrene traadte sammen tidlig i
Marts, Kongen blev af Deputeretkammeret opfordret
til at afskedige sit frygtede Ministerium men svarede
Dagen efter med at udsætte Kamrenes Møde i (>
Maaneder. Alle forstod, at det var hans Hensigt
ikke at lade dem træde sammen igen; man begyndte
straks at agitere for at kunne være forberedt paa
nye Valg, og Kongen følte, at de almindelige Fif
med Valgtryk og Bestikkelser ikke vilde kunne sikre
ham Flertallet i de nye Kamre. Der maatte gøres
noget ualmindeligt! Men det havde man lært af
Napoleon, at naar Franskmændenes nationale
Forfængelighed blev kildret, kunde man faa dem til alt.
Altsaa en Krig, en Erobringkrig, Sejre og Trofæer og
Aareladning. Himlen være takket og lovet, der var
noget galt med Deyen af Algier. Et Krigstogt over
Havet mod Araberne! Det var lige saa eventyrligt
som Napoleons Togt til Ægypten; og her kunde
Bourmont mulig aftvætte den Skamplet, der klæbede
ved hans Navn fra Slaget ved Waterloo.
Medens Tropperne sejlede til Nord-Afrikas Kyst
for at bortlede Opmærksomheden fra de hjemlige
Forhold, udviklede disse sig paa en Maade, som
gav Kongen og hans Ministerium nok at tænke paa.
Kamrene var blevet opløst og ved de nye Valg i
Juni mistede Regeringen 50 Pladser. Men hvad
hjemme tabtes, maatte ude vindes. Kongen og hans
Kabinet forfattede en kongelig Forordning, der gik ud
paa, i Korthed, at genindføre Absolutismen i
Frankrig. Det skulde udstedes umiddelbart før Kamrenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
