Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
hans Sønner sad som Pascha’er i Grækenland, kuede
med Strenghed enhver Frihedsrørelse og opløste
Hetæriet. Først 1812 dannedes i Athen
»Filomuser-nes Selskab« (Musevennernes Selskab) og et Par Aar
senere »Filikernes«, d. e. Vennernes Samfund. Disse
hemmelige Selskaber, der ligesom de italienske
»Car-bonarier« o. a. havde laant en Mængde Ceremonier
og Symboler fra Frimurerne, satte sig til Maal at
genoprette det græske Kejserrige.
Opstandene i Spanien og Italien gjorde stærkt
Indtryk paa Grækerne. Efterretningen om det Held,
der i Begyndelsen fulgte de Liberale, kom til
Grækenland samtidig med Rygter om, at Ali Pasha i Janina
havde rejst Oprørsfanen mod sin tyrkiske Overherre.
Øjeblikket maatte altsaa synes saa gunstigt som
muligt. Busland vilde, forsikrede Lederne af den hele
Bevægelse, understøtte Rejsningen. De tapre Sulioter,
som Ali Pasha Itavde tvunget til Udvandring, vendte
tilbage til Hjemstavnen og beredte sig til en ny
Kamp, og oppe i Valakiet rejste den rumænske Bojar
sig mod Tyrkernes Herredømme.
Endelig i Marts 1821 brød Oprøret løs i Galats,
hvor Grækerne gik frem med en Grusomhed mod
Tyrkerne, der lidet stemmede med Frihedskravene,
og tillige i Moldau. Her rykkede Alexander Ypsilanti
ind i Jassy og videre til Bukarest.
Fyrst Alexander Ypsilanti var bleven udkaaret til
Leder af Hetæriet i 1820, baade paa Grund af hans
Afstamning fra de gamle byzantinske Kejseres
(Kom-nenernes) Hus og paa Grund af hans Krigserfaring og
Stilling som Adjutant hos Zaren og General i russisk
Tjeneste. Med klingende Ord paakaldte han, hvor
han drog frem, Minderne fra Marathon og
Termo-pylæ og manede Hellenerne til Kamp mod
Efterkommerne af Darius og Xerxes. Men Begejstringen
i Moldau var kun ringe. Fyrst Ypsilantis
Fremtræden som Landets selvskrevne Hersker stødte de
rumænske Bojarer fra ham, og Busland rørte sig
ikke, som Grækerne havde været saa sikre paa. Zar
Alexander var ikke den Mand, nogen skulde stole
paa. Hvor meget han end tidligere i al
Hemmelighed havde skænket Grækernes Bejsning sit Bifald,
var han nu, da det blev Alvor, fuldstændig slaaet
om og gik endog saa vidt at formane Grækerne til
straks at underkaste sig Tyrkerne, deres lovlige Herrer
og Herskere. En Maaned efter Opstandens Begyndelse
havde Tyrkerne atter gjort sig til Herrer over Galats
og de øvrige Byer i Rumænien og taget blodig Hævn
for Grækernes Grusomheder. Fremragende Mænd
blandt Grækerne erklærede sig i Uoverensstemmelse
med Ypsilanti, og enkelte gik endog aabent over til
Tyrkerne. Den 19. Juni 1821 led Grækerne endelig
et Nederlag ved Dragatsjan. »Den hellige Skare«,
som Ypsilanti med et dristigt Laan fra Fortiden
kaldte sine udvalgte Tropper, blev hugget ned, og
han selv maatte flygte til Østerrig, hvor han straks
blev sat i Fængsel. Og med Georgakis’ modige Daad
den 20. September s. A., da han sprængte Klosteret
Sekku, sig selv og sine Folk i Luften under en
haab-løs Kamp, endte Opstanden i Rumænien og dermed
Haabet om Landets Befrielse fra det tyrkiske Aag.
Men Forsøget havde dog vist, at der endnu var
Glød i Branden. I selve Grækenland, i det gamle
Lakonien, i Arkadien og ved den ægæiske Bugt rejste
Folket sig. De to første Steder stillede Mauromi
kalis, Høvding for de vilde og tapre Mainoter, og
Kolokotronis, paa det sidste Erkebispen
Germa-nos, sig i Spidsen for Oprøret, og i April — Maj
1821 var det i fuld Gang overalt i Peloponnés og
paa de ægæiske Øer, især Hydra, Spezzia og Ipsara,
der ved sine Skibe stod i direkte Forbindelse med
det vestlige Europa og var mest paavirket af de
derfra kommende Ideer.
Det Had, der bestod mellem de kristne Grækere
og de muhamedanske Tyrker, gav straks Kampen
Præget af en Religionskamp. Grækerne havde
begyndt med Grusomheder, og Tyrkerne gav dem ikke
noget efter. Da Efterretningen om Opstanden
Paaskedag kom til Konstantinopel, stod Patriarken netop
for Alteret og fejrede Paaskemessen. Men de op-
Fig. 77. Moder fra c. 1829.
hidsede Muhamedanere styrtede ind i Kirken, slæbte
den gamle Mand ud og hængte ham paa Kirkedøren.
Og fra nu af gik det løs med barbariske Henrettelser,
Plyndring og Hærgning. Europa hørte med Rædsel
om disse Begivenheder, men Metternich fandt,
ligesom Alexander af Busland, at Grækerne var nogle
fæle Jakobinere, og den hellige Alliance rørte sig ikke.
Derimod flammede Begejstringen for Hellas’
Frihed op hos mangfoldige i Europa. Grækerne havde
gjort, hvad de kunde for at optræde som
Efterkommere af Oldtidens Hellenere og havde søgt at
genoplive saa mange af Oldtidens i Vest-Europa godt
kendte Navne, som muligt. Enkelte Europæere, eller
som de i Grækenland kaldtes, Franker, kom til
Landet for at hjælpe til mod Tyrkerne, og til
Trip-polissa inde i Peloponnés, om hvilken Kampen
201
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
