Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARH UND HEDE
sentimentale »Sigwart, en Klosterhistorie«,
»Hittebarnet Emmerich«, »Siegfried von Lindenberg«,
»Familien Waldheim«, Voss’s »Louise«, samt Lafontaines’s
og Kotzebue’s Romaner - alt i Oversættelse fra
Tysk. Franske Romaner forekom yderst sjældent,
derimod fra Engelsk Richardsons »Pamela«, »Cla
risse Harlowe« og »Charles Grandisson«, de sidste i
7-8 tykke Bind. Desuden Smollets »Peregine Pickle«,
og »Roderic Random«. Ogsaa Dorothea Biehls
Oversættelse af »Don Quixote« hørte med til Datidens
Læsning.
Den danske Literatur var, i Følge den almindelige
Mening, efter Ewalds Død sunken saa dybt, at ingen
interesserede sig for den. Dog Oehlenschläger havde
en Aften i Kluben i ungdommelig Opbrusen med et
Slag i Bordet erklæret, at den skulde F. g. ham
rejse sig igen. Og han holdt Ord. 1802 i December
udkom hans »Digte«, indeholdende bl. a. St.
Hansaftens—Spil, der endnu, trods sine næsten hundrede
Aar, er lige frisk og dejlig, denne Digtsamling, som
man har kaldt »Hovedhjørnestenen i det 19.
Aarhundredets danske Literatur«. Saadan var dansk
Sprog aldrig bleven skrevet før, en saadan svulmende
Poesi havde man aldrig læst tidligere. Men det var
et Oprør mod den gamle stive klassiske Stil — en
arrig Mand sagde en Aften i Drejers Klub til den unge
Digter selv, at disse nymodens Digte var det pure
Skidt — og der maatte gaa adskillig Tid, inden disse
Digte, der i øvrigt straks gjorde Lykke, og hele hans
følgende frodige Produktion kunde blive almindelig
Læsning. Den var i Begyndelsen forbeholdt de
særlig literære Krese, og først efterhaanden fra
Skuepladsen og ved den hidsige Fejde med Baggesen
naaede Oehlenschlägers Navn ud til den menige
læsende Befolkning i Hovedstaden.
Hvis Hverdagslivet i Begyndelsen af vort
Aarhundrede i mangt og meget bar svundne Tiders
Præg, var dette i endnu højere Grad Tilfældet med
Festerne, baade Familiefesterne som Fødselsdag,
Bryllup o. s. v. og de aarlige kirkelige Højtider. I en
festlig Højtid maa der altid være Tradition,
Overlevering; det nye er altid til Dels ukendt og uvant,
kun i de hjemlige, fra Barnsben kendte Forhold kan
man føie rolig, festlig Glæde. Derfor søgte man
altid tidligere at fejre de aarlige Fester paa samme
Maade, som ens Fædre havde gjort, og derfor
gemmer de ældgamle nordiske Fester, Jul, Fastelavn
og St. Hans, trods Kristendom, stigende Oplysning
og Jernbaner, endnu en Mængde Træk og
Ejendommeligheder fra længst henfarne Hedenskabs Dage.
Et Bryllup gik for 80—100 Aar siden for sig
med en Mængde gamle Skikke, som nu er ukendte
selv mange Steder paa Landet, hos Bønderne, som
dog ellers er dem, dec sidst slipper de nedarvede
Sædvaner. Man bad altid paa Landet som i Byerne
til Gilde ved Bedemand, som kørte omkring og med
en staaende Remse indbød Gæsterne. Selv i
Hovedstaden blev det anset for usømmeligt at gøre stille
Bryllup; her fandt dog Vielsen i mere velstaaende
Krese ikke Sted i Kirken, men i Brudens Hjem.
Til 1ste Dags Bryllup indbødes de nærmeste
Slægtninge og Venner samt fornemme Folk. Det var
endnu dengang Skik at møde til Bryllup med Kaarde
ved Siden. Efter Bordet fandt Vielsen Sted, i Reglen
Kl. 8 om Aftenen. Talen maatte nødig trække
længere ud end et Kvarter. Bagefter var der almindelig
Gratulation, og endelig takkede Bedemanden Gæsterne
for den Ære o. s. v., de havde vist »de Kopulerede«.
Den næste Dag stod det egentlige Brjdlupsgilde, enten
hos de Nygifte eller paa et eller andet offentligt Sted,
om Sommeren hyppig paa Landet, Klampenborg,
Taarbæk e. a. St., om Vinteren i Byen, med stor
Anretning baade til Middag og Aften. Man ansaa
det for »gement« at synge Sange ved Bordet; lige
saa var det en Tid ikke fint at give Brudegaver,
men denne Opfattelse trængte ikke igennem.
Selv i Provinserne holdt fornemme og velstaaende
Folk i Reglen Stuebryllup om Aftenen. Ofte maatte,
f. Eks. i Aarhus, Latinskolens Disciple, »der var ved
Sangen,« d. v. s. udførte de vanskeligste Partier af
Kirkesangen ved de store Højtider, opvarte med Sang.
»Vi mødte da i Husets forreste Værelse — i
Køb-mandshuse sædvanlig kaldet Kølstuen — hvor de
indbudte Gæster af Mandkønnet, før Højtideligheden
begyndte, gik omkring og passiarede med lange
Kridtpiber i Munden, medens Damerne i stiveste
Stads sad i Værelset indenfor eller Storstuen. Vi
sang et Par Vers før og et Par Vers efter Vielsen.
Saa snart Højtideligheden var endt, blev Disciplene
henviste til et eget Værelse, og nu kom det mislige
ved Sagen. Her stod nemlig et dækket Bord med
Kager og Vin i Overflod. Det kunde vei ikke ventes
andet, end at der i en Forsamling af unge
Mennesker og Drenge, der her var aldeles overladte til sig
selv — Kantoren (den Gang en af Skolens Lærere)
var, som jeg tror, sædvanlig indbuden til
Bryllupsgildet — kunde blive ofret vei meget til Fader
Bacchus, især naar, som jeg erindrer en Gang var
Tilfældet, to Stuebryllupper blev holdt paa én Aften.
I Købstæderne hos Folk, som ikke var saa »å la
modiske« som Folk i Hovedstaden, og paa Landet
holdtes derimod Bryllup paa gammeldags Vis, ofte med tre
Dages Gilde i Træk. Hos Bønderne mødte Gæsterne
efter Bedemandens Indbydelse og Opfordring, naar
Brudefolkene ikke var særlig velstaaende, ikke biot
med Kniv og Gaffel, men ogsaa med Fødevarer, Brød
og Smør, Høns og Gæs, Skinker og Ost. Enkelte
Steder paa Landet bar Bruden en ejendommelig
Hovedbedækning, en Krone, som ofte var at faa til
Leje hos Jordemoderen. Først beværtedes der i
Hjemmet med Kaffe og Smørrebrød samt Brændevin.
»Skafferne«, som sørgede for Opvartning, ledede
tillige Toget til Kirken som en Slags Marskaller med
Stave prydede med flagrende Baand. Der var altid
Musik i Spidsen, og gamle Folk vilde endnu gerne,
at der skulde knaldes med Bøsserne. Efter Bordet
— hvor der skelnedes mellem Præstegryden, af
hvilken der bakkedes op for de fornemmere Gæster,
og Brudegryden for de jævnere, — fulgte endnu paa
Land som i By, Dansen, og Brudens Uddansning af
Pigernes, Brudgommens af Drengenes (d. e.
Ungkarlenes) Lav og deres Inddansning i Konernes og
Mændenes. Ud paa Aftenen maatte Brudgommen
lege en Blindebuk og søge at fange sin Brud, og til
sidst kom Kampen for at holde Brudgommen ude
fra Brudekammeret.
Ved Barnedaab var Bedemanden ogsaa paa Færde.
11
44
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
