Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 253 -
Jeg minnes ikke når det sluttet den natten,
men næste dagen var solen der igjen, flaggene
og vennene, de som hadde ligget på Aulestad
og gårdene rundt omkring. Om nattens hen«
deiser fikk jeg bare vite det at Drachmann,
Thommessen og Skram lå på værelse sammen.
Amalie Muller og den danske damen i et værelse
innenfor, og det var for de to ingen ånnen
utgang enn gjennem herrenes rum. Da den danske
damen forsvant tidlig på morgenen, spente hun
sin parasol op der, hvor de tre mannfolk lå
tilsengs enda. Dermed var optakten gitt til
dagens tekst. Drachmann påstod hun hadde et
hull i parasollen, «hun havde stirret paa dem».
Da damen ingen spøk forstod, blev jo hullet i
parasollen gjort større og større utover dagen.
Ved frokostens avskjedslevninger var det enda
livligere enn kvelden før. Feststemningen var
der, men ingen høitideligheter lenger. Drach*
mann hadde en blyant, og han skrev på bordet.
Et dikt var blitt til, og han sprang op og sa
det frem høistemt og bredladent.
«Lad mig, mens endnu stedets aand besjæler
Min Hu saa mægtig som i dette Nu,
Lad mig, før Tiden fra din Tomt mig stjæler,
Dig titulere med en broders «Du»,
Opover Lien din har Solen leget,
Ind under Taget dit har Latter lydt.
Og vi har sunget, tait og Hurra skreget,
Og Glædens Taarer i din Hal har flydt.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
