Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 19 -
til å bli et hjem for mennesker, hvor hver minste
ting nu har sin egen patina, skrev hun i alle
disse årene av alt far la frem for henne av sin
diktning og sine daglige artikler og opsett —
skrev det av ofte mange ganger. På Guds
veie, den store roman inntil seks ganger. Hun
blev alltid forstyrret. Kua hadde kalvet, og Erling
og Bergliot hadde jaget gjessene ut på jordet.
Så kom far:
«Kjære dig, Karoline, dette har du skrevet galt.»
«Neimen Bjørnstjerne, det har jeg da ikke.»
Far sint: «Jeg kan da lese min egen skrift.»
«Ikke alltid, Bjørnstjerne.»
«Men Karoline —.»
«Kan du huske da en venn sa til dig, at han
brukte over en time på å tyde din skrift, og
du svarte at det ikke var meget; for du selv
hadde brukt mere for å finne ut av nogen no»
tater du hadde gjort.»
Far vred på sig: «Ja, ja,» lo han, og ute var han.
Jeg så den gang manuskripter av far, især
til artikler, som ved Gud lignet en hønsegård
som har mistet forstanden. Der var sparket
til alle kanter i vill redsel. Jeg har forresten
selv arvet den hønsegården. Ellers må jeg si,
at min fars håndskrift, når han skrev, hører
til det vakreste og grasiøseste en kunde se.
I forværelset til deres soverum, som fremdeles
står som dengang, der satt hun ved sitt vesle
skrivebord og slet i det. Og kravene vokste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
