Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ill
har laget." Men Arne havde ikke for skikk at
tilstå det var egne viser han sang. „Jeg har ingen,"
sagde han. „Du har nokk, og du synger dem nokk
også, når jeg beder om det." — Hvad han aldrig
havde gjort for andre, det gjorde han nu for henne.
Han sang næmlig følgende vise:
Treet stod ferdigt med blad og med knopp.
„Skal jeg ta’ dem?" sa’ frosten og puslede opp.
„Nej kære, lal detn sla,
til blomster sitter pa!" —
bad treet og skalv ifra rot og til topp.
Treet fikk blomster, sa fuglerne sang.
„Skal jeg ta’ dem?" sa’ vinden og vifted og svang.
Nej, kære, lat dem sta,
til beret sitter pa!" —
bad treet, i vinden det dirrende hang.
Og treet fikk ber under soløjets glød.
„Skal jeg ta’ dem?" sa’ genten så ung og så rød.
„Ja, kære, du kann ta’,
såmange du vil ha’!" —
sa’ treet, og grenen det bugnende bød.
Den vise tok næsten vejret fra henne. Han
sat også baketter som havde han sunget mere enn
han vilde sige.
Mørket ligger tungt over dem, som sitter
sammen deri og ikke vil tale; de er aldrig nærmere
hinannen enn da. Han hørte, blott hun vendte sig,
blott hun drog hånden over åklædet, blott hun
engang pustede litt sterkere enn ellers. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
